Flygtningebørn i Europa drømmer stort i nyt UNHCR-projekt

”The Dream Diaries” visualiserer fortællinger om børn, som er flygtet fra deres hjem og nu begynder et nyt liv i Europa.

Benjamin Heertje, Kris Pouw, Debra Barraud og Annegien Schilling i Berlin med fotoprojektet 'The Dream Diaries'. © UNHCR/Kris Pouw

GENÈVE – Fire unge, stærke talenter på den digitale arena har rejst mere end 7.000 kilometer igennem hele Europa for at møde flygtninge- og asylbørn. Det er sket som led i et nyt projekt i samarbejde med UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, der gør det muligt for børnenes fantasi at få frit løb.

I løbet af 16 dage rejste Humans of Amsterdams fotograf Debra Barraud, kollegaen Benjamin Heertje, den hollandske grafiske designer Annegien Schilling og filmskaberen Kris Pouw gennem fem europæiske lande for at lade børn, der er flygtet fra krig og forfølgelse i blandt andet Syrien, Afghanistan og Somalia, fortælle om deres drømme. Børnenes historier er blevet til projektet ’The Dream Diaries’.

“Ved at interagere med de mange børn, som vi mødte, delte de deres drømme med os. Efter at have hørt om deres fortællinger og drømme, lavede vi et portrætfoto, der symboliserer virkeliggørelsen af disse drømme,” siger Debra Barraud, hvis fotoprojekt Humans of Amsterdam har over 400.000 følgere på Facebook.

“Gennem projektet oplevede vi, hvor stærke børnene er, og hvordan de med den rette hjælp kan opnå hvad som helst.”

“Min drøm er at blive en superhelt. Så behøver jeg ikke længere at være bange.”

Serien lanceres over ti dage på tværs af sociale medier og UNHCR’s hjemmeside. Den visualiserer drømme fra børn som Ayham på 8 år, der bor sammen med sin familie i Wien, Østrig, efter at de måtte flygte fra Syrien i oktober 2015. Hans portræt iscenesætter ham som en superhelt med lyn, der pulserer ud fra fingrene.

“Min drøm er at være en superhelt, så jeg ikke længere behøver at være bange”, fortæller Ayham til teamet bag ’The Dream Diaries’.

“Hvis jeg var en superhelt, ville jeg stoppe kampene i Syrien, og så ville jeg tage tilbage og kysse alt, virkelig alt, også bananerne og vandmelonerne.”

I 2016 var mere end 50 procent af verdens flygtninge børn og unge. Uledsagede børn – hovedsagelig fra Afghanistan og Syrien – stod bag omkring 75.000 asylansøgninger i 70 forskellige lande i løbet af dette år. Omtrent en tredjedel af de personer, der søgte asyl i Tyskland i 2015 og 2016, var børn og unge.

“I en tid, hvor vi oplever, at nogle mennesker og steder lukker deres hjerter og tanker for flygtninge, er det en inspiration at se fire unge mennesker begynde denne store rejse for at fortælle om børnenes historier om håb,” siger Veronique Robert, UNHCR’s vice-regionale repræsentant for Vesteuropa.

“The Dream Diaries illustrerer virkelig, hvordan flygtninge er mennesker ligesom dig og mig. Mennesker med håb, drømme og ønsker for livet. Den eneste forskel er, at de er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem, deres familie og har måttet efterlade deres gamle liv.”

“Det var interessant, at vi skabte billeder, der gav folk håb”.

Historierne fra de 12 børn, der er hovedpersonerne i UNHCR’s serie ’The Dream Diaries’, bliver fortalt fra byer i Østrig, Belgien, Tyskland, Holland og Schweiz, hvor børnene har fundet nye hjem og en ny chance for at drømme igen.

“Ofte, når vi ser billeder af flygtninge, kan de være meget triste og næsten deprimerende. Jeg synes, at det er interessant at skabe billeder, der giver folk håb,” fortæller Annegien Schilling, som har næsten 1 million følgere på hendes Instagram-profil, Fetching_Tigerss.

Privatpersoner opfordres til at bakke op om flygtninge ved at bruge hashtagget #WithRefugees, samt at underskrive UNHCR’s globale appel, der opfordrer beslutningstagere verden over til at give flygtninge sikkerhed, uddannelse og muligheder, der kan gøre deres drømme til virkelighed.

Du kan følge ’The Dream Diaries’ på UNHCR’s Facebook-side.