UNHCR evakuerer mere end 1.000 flygtninge ud af Libyen

Enlige mødre, familier og uledsagede børn – UNHCR har evakueret mere end 1.000 særligt sårbare flygtninge ud af Libyen.

Flygtninge, der netop er ankommet til militærlufthavnen Pratica di Mare efter at være blevet evakueret med fly fra Libyen i december 2017, bliver budt velkommen af UNHCR-ansatte. © UNHCR/Alessandro Penso

Siden november har UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, evakueret mere end 1.000 særligt sårbare flygtninge ud af Libyen og arbejder lige nu på at finde en varig løsning for dem i tredjelande. I tirsdags satte et fly med 128 flygtninge fra Tripoli kurs mod Niamey i Niger, mens et andet fly i onsdags fløj 150 flygtninge til Rom, Italien. I alt er 1.084 flygtninge blevet evakueret, efter at UNHCR indledte evakueringsoperationen for tre måneder siden.

”Disse evakueringer har givet en ny chance i livet for mere end 1.000 flygtninge, som var tilbageholdt i Libyen og udsat for enorme lidelser. Frem mod slutningen af 2018 håber vi på at kunne evakuere yderligere tusinder,” siger Vincent Cochetel, UNHCR’s Særlige Repræsentant for det Centrale Middelhavsområde.

Med hjælp fra UNHCR’s samarbejdspartnere og takket være den afgørende støtte fra Nigers regering er de 128 flygtninge, som blev evakueret til Niger i tirsdags, blevet indlogeret på gæstehuse i Niamey, hvor de kan få hjælp og psykosocial støtte, indtil en aftale om genbosættelse eller en anden varig løsning er på plads. Indtil videre er i alt 770 flygtninge blevet evakueret til Niger, heriblandt enlige mødre, familier og uledsagede børn.

De 150 særligt sårbare flygtninge, som blev evakueret fra Tripoli til Rom i onsdags, inkluderer børn og kvinder, der har været holdt i fangenskab i længere perioder. Dette var den anden evakuering fra Libyen direkte til Italien og kunne ikke være sket uden det stærke engagement fra Italiens myndigheder og opbakningen fra Libyens regering. I alt er 312 flygtninge blevet evakueret direkte til Italien. Når flygtningene ankommer til Rom, gennemgår de et sundhedstjek og modtager varmt tøj og et varmt måltid, inden de skal igennem identifikationsprocessen. Flygtningene bliver derefter overført til forskellige modtagelsessteder.

”Disse evakueringer er det bedste eksempel på, hvordan international solidaritet kan gøre en direkte forskel for flygtninge, men der er behov for at gøre mere. Foreløbig er der kun blevet tilbudt 16.940 pladser til at genbosætte kvoteflygtninge fra de 15 største asyllande langs den centrale middelhavsrute, herunder Libyen og Niger. Vi opfordrer alle lande til at tilbyde yderligere pladser, som vil betyde en varig løsning for flere af de flygtninge, der stadig opholder sig i Libyen,” tilføjer Cochetel.