Afghansk dreng søger tilflugt i tavshed efter adskillelsen fra sin familie

8-årige Farzad er ét af et stigende antal af flygtningebørn, hvis helbred er blevet påvirket af livet på flugt.

8-årige Farzad blev adskilt fra sin mor under en snestorm, da familien var i færd med at krydse grænsen i bjergene mellem Iran og Tyrkiet for halvandet år siden. Han har ikke ytret et ord lige siden. © UNHCR/Roland Schönbauer

Mytilene, Lesvos – Den 8-årige afghanske flygtning Farzad lukkede sig inde i en verden af stilhed, efter at han i kort tid var adskilt fra sin familie, mens de krydsede den bjergrige iransk-tyrkiske grænse gennem sneen.

Drengen og hans familie var adskilt i 20-30 minutter, men han har været tavs lige siden.

”Farzad har ikke sagt et ord, siden han blev adskilt fra sin mor i snestormen ved grænsen,” siger hans far, Jalil*.

Symptomerne blandt flygtningebørn spænder helt fra udviklingsvanskeligheder til selvskade, mareridt og depression. Især små børn, som bliver tilbageholdt, er særligt sårbare – og dette sker imod anbefalingen fra UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, om at børn ikke bør tilbageholdes.

Psykiske problemer ses også blandt børn, som rejser alene uden forældrenes beskyttelse, og blandt børn, som ikke har adgang til psykisk hjælp eller sundhedspleje.

Farzad, hans far og hans 22-år gamle bror Awalmir* bor nu i en lejr, drevet af kommunen i Karatepe på den græske ø Lesvos. Hans mor Uzma* og hans anden bror Rafiq* på 18 år bor i Tyskland.

Jalil, tidligere landmand, fortæller historien om, hvordan han og hans kone i 2015 i så høj grad frygtede for deres børn sikkerhed i hjemlandet Syrien, at de forsøgte at rejse til Tyrkiet via Iran. De sad tæt sammen i en menneskesmuglers bil med tre andre mennesker, og sneen faldt, mens de nærmede sig den tyrkiske grænse.

”Smugleren havde ikke nogen snekæder, så han havde problemer med at holde bilen på sporet,” siger Jalil.

”Pludselig bad han os stige ud af bilen, fordi det iranske politi fulgte efter os.”

De var på det tidspunkt i omkring 2000 eller 3000 meters højde.

”De smed al vores bagage ud af bilen, og i det efterfølgende kaos satte Uzma og Rafiq kurs i en anden retning,” siger han.

”I børnehaven leger han altid alene.”

Jalil, Farzad og Awalmir gik på en stejl sti – for stejl til at Jalil kunne følge med, da han er i halvtredserne og har hjerteproblemer:

”Så jeg satte mig ned i sneen, indtil Awalmir kom for at trække mig videre,” fortæller Jalil. ”Da alt dette skete, fandt vi ud af, at vi havde mistet Farzad.”

De to mænd gik tilbage og overgav sig selv til det iranske politi og var lettede, da de fandt ud af, at politiet allerede havde fundet Farzad, som var alene.

”Efter den dag stoppede Farzad fuldstændig med at snakke,” tilføjer Jalil. ”I børnehaven leger han altid alene.”

Tidligere har drengen ikke haft seriøse problemer.

”Han snakkede, talte til ti, og legede med andre børn.”

Da de var i det iranske politis varetægt, spurgte Jalil, om han kunne foretage et telefonopkald. Gennem slægtninge fandt han ud af, at Uzma og Rafiq stadigvæk var sammen med smugleren, så han besluttede sig for, at de skulle fortsætte deres rejse, og han ville følge efter med sine to andre sønner.

Farzad, som ikke snakket, siden har blev adskilt fra sin mor, lever sammen med sin far på Lesbos. © UNHCR/Roland Schönbauer

Moderen og én søn nåede frem til Tyskland, mens Jalil og de andre gjorde fem forsøg på at nå frem til Grækenland via den iransk-tyrkiske rute og en farlig rejse over havet.

Efter at have boet i lejren på Lesvos de seneste par måneder håber Jalil, at indsatsen fra UNHCR’s partnerorganisation Metadrasi vil få familien genforenet.

”Farzads bekymrende tilstand er en påmindelse om, hvor hårdt det er for familier at være adskilt på grund af flugt.”

Astrid Castelein, chef for UNHCR’s kontor på Lesvos

”Farzads bekymrende tilstand er en påmindelse om, hvor hårdt det er for familier at være adskilt på grund af flugt,” siger Astrid Castelein, chef for UNHCR’s kontor på Lesvos.

”Vi gentager derfor vores opråb til regeringer om at fremskynde familiesammenføringer fra Grækenland.”

Hun fortæller, at organisationen har betalt for lægebehandling til Farzad, og at de tre familiemedlemmer er blevet flyttet til et nyt og opvarmet hjem tæt på toiletterne.

”Han tisser i bukserne rigtig ofte, og jeg skal vaske tøj hele tiden,” siger Jalil.

Flytningen til det nye og opvarmede hus, finansieret med hjælp fra EU-Kommissionen, hjælper Jalil med at håndtere udfordringen med at få sin søn på toilettet i tide.

Astrid Castelein fortæller, at det er lykkedes at få Farzad optaget på en folkeskole i Mytilene, der er rettet specielt mod børn med vanskeligheder.

Når han bliver spurgt, om hans søn er glad for skolen, trækker Jalil på skulderne: ”Det ved jeg ikke, for han taler ikke.”