Grandi: Sydsudans ledere skal genoprette freden og håbet for et ’ødelagt’ folk

Humanitære organisationer efterspørger 1,5 mia. USD til flygtninge og 1,7 mia. USD til internt fordrevne i landet i 2018.

De sydsudanske flygtninge-tvillinger, Jacob og Simon, ved registreringscenteret i flygtningelejren Kakuma tæt ved grænsen mellem Kenya og Sydsudan.

KAKUMA, Kenya – Dagen, hvor livet for de 14-årige tvillinger, Jacob og Simon Lino, ændrede sig for evigt, er stadig for tæt på til, at de helt kan forstå det.

Med tårer trillende ned af kinderne fortæller de, hvordan en gruppe bevæbnede mænd sidste december skød og dræbte deres storebror og far under familiens forsøg på at flygte fra kampene i Sydsudans hovedstad, Juba.

”Der var en masse skyderier og råb, de sagde, at vi skulle fortsætte fremad … De gik tilbage for at forhindre, at vi blev forfulgt, men mændene skød og dræbte dem,” genfortæller Simon.

De to brødre sidder på gulvet med deres fem andre søskende og deres mor, Adut Akot Ker, i UNHCR’s registreringscenter i flygtningelejren Kakuma i det nordlige Kenya, mens de venter på at modtage midlertidigt husly og nødhjælp.

Her møder de FN’s Flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, som har brugt en uge i slutningen af januar 2018 i Uganda og Kenya for at få en førstehåndsoplevelse af de konflikter, der har præget Sydsudan gennem fem år. De fortæller, hvordan de var nødt til at gå barfodede i 21 dage for at komme til Kenya, mens de med tårer i øjnene viser deres hævede og sårede fødder.

”Vi er sultne og trætte, men vores fødder er ved at få det bedre. Vi vil gerne have nogle sko,” fortæller Jacob diskret Grandi, som tydeligt blev rørt af deres fortælling. Han forsikrer dem, at de vil få nogle nye sko, og snart kan begynde i skole – en anden ting, som de savner hjemmefra.

”De er stadig i chok, som så mange andre her, du kan se det i deres ansigter,” fortæller Grandi. ”Folk er ved at miste håbet, modløsheden er ved at slå rod… den seneste våbenhvile har slået fejl, hvilket har haft konsekvenser for Sydsudanesernes mentalitet. Folk snakker med en følelse af håbløshed. Det er det værste tab – tabet af et håb for fremtiden.”

Sydsudan er den hurtigst voksende og største flygtningekrise i Afrika med næsten 2,5 millioner flygtninge i de seks omkransende lande – Den Centralafrikanske Republik, Den Demokratiske Republik Congo, Etiopien, Kenya, Sudan og Uganda – og tallet forventes at stige til tre millioner, hvis kampene ikke snart stopper.

Et tilbagevendende tema under Grandis besøg i regionen var behovet for, at Sydsudans ledere slutter fred og lader deres folk vende tilbage til deres hjem.

”Politiske ledere må påtage sig deres ansvar og genoprette freden, dette er deres folk – de vil have fred,” siger han.

Kakuma huser på nuværende tidspunkt 186.000 flygtninge – størstedelen fra Sydsudan. Flere ankommer hver dag. I nogle distrikter i det nordlige Uganda tæt på grænsen til Sydsudan, såsom Yumbe, er hver anden person nu en flygtning.

Konflikten ”tømmer” Sydsudan for dets befolkning

”De menneskelige omkostninger af konflikten har nået et enormt omfang. Konflikten er ved at tømme Sydsudan for dets befolkning, som ellers skulle være den største ressource i en ung nation. De burde opbygge landet, ikke flygte fra det,” tilføjer Grandi.

I starten af februar udsendte Grandi og FN’s Nødhjælpskoordinator, Mark Lowcock, fra Nairobi en appel om støtte på 1,5 milliarder USD for at kunne hjælpe flygtninge, der flygter fra den forværrede humanitære situation, samt 1,7 milliarder USD til at dække behovene for de internt fordrevne i 2018.

”Alle jer, der har råd til det, vær venlig at støtte. Tallet er 3,2 milliarder USD. Dette er udgiften af krig. Og de menneskelige omkostninger er langt højere,” sagde Grandi ved en pressekonference i Nairobi.

Grandi forklarede, at pengene også ville gå til at hjælpe værtssamfund med investeringer i infrastruktur for at kunne imødekomme flygtningestrømmen.

”Flygtninge er resultatet af en tragedie, men de kan blive til aktører i udviklingen for dem selv og de samfund, der huser dem,” sagde Grandi.

Denne holistiske tilgang er grundlaget for UNHCR’s nye strategi, som også er kendt som Comprehensive Refugee Response Framework (CRRF), der har til formål at fremme investeringer i infrastrukturen i lokalsamfund, hvor flygtninge befinder sig, i bytte for politiske tiltag, der integrerer flygtninge og tillader voksne at arbejde og børn at gå i lokale skoler.

”Disse faciliteter vil forblive og fortsat være tilgængelige for de lokale.”

Med denne tilgang er faciliteter såsom sundhedsklinikker, nye veje, skoler og vandbrønde, som er sat op for at hjælpe flygtningene, også tilgængelige for lokalsamfundene. I Kakuma besøgte Højkommissæren Kalobeyei-bosættelsen, hvor UNHCR har finansieret konstruktionen af 304 permanente boliger til nyankomne samt to grundskoler. Disse boliger vil også være tilgængelige for 10 procent af den lokale befolkning. En økonomisk zone samt et landbrugsprojekt er også under udvikling.

”Forhåbentligt vil flygtningene kunne vende tilbage en dag, men disse faciliteter vil forblive og fortsat være tilgængelige for de lokale,” siger Grandi.

I Uganda får flygtninge ofte et stykke land og er i stand til at arbejde og socialisere med den lokale befolkning og har adgang til sundhedsvæsen, uddannelse, retssystem og så videre. Højkommissæren roser Uganda for at have en af de mest progressive flygtningepolitikker i verden, men påpeger også at en overvældende majoritet af flygtningene stadig gerne vil tilbage til deres hjem, når våbnene bliver tavse.

Han er især rørt over historien om en mand på hans egen alder, der fortæller, hvordan han har været flygtning fire gange i sit liv.

”Fire gange! Det er ikke retfærdigt, det her må have en ende. Det her må stoppe… Alle disse mennesker vil hjem… Jeg vil én gang for alle bede lederne i Sydsudan om at skabe fred,” siger Grandi.