'
;

Helena Christensen

Den danske supermodel og fotograf Helena Christensen har støttet UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, siden 2014.

Hun har rejst på missioner med UNHCR til Colombia, Ukraine og senest Rwanda, hvor hun har været med til at skabe opmærksomhed om nogle af verdens mest glemte flygtninge og fordrevne. Hun møder dem, fotograferer dem og giver dem hermed en stemme:

”Jeg blev engageret i FN’s Flygtningeorganisation, fordi jeg gerne ville være med til at sætte fokus på nogle af de mest sårbare mennesker i verden. Jeg ville gerne hjælpe med at sikre, at deres historier bliver fortalt og hørt, og fotografiet er en meget stærk måde at gøre det på. Det er så vigtigt at huske, at der er levende mennesker og rigtige skæbner bag de mange statistikker, og det håber jeg, at jeg kan understrege med mine billeder,” siger Helena Christensen.

”Jeg er faktisk ret stolt af, at UNHCR har valgt mig – og at de gerne vil have mig til at fotografere og dokumentere den virkelighed, som de kæmper for at forbedre.”

I Colombia mødte Helena Christensen internt fordrevne kvinder i både slumområderne omkring Bogota og i isolerede landdistrikter – og hun hørte om deres daglige kamp for give deres børn en tålelig hverdag. I Ukraine rejste hun ind den konfliktramte østlige del af landet og mødte her nogle af de mange internt fordrevne, herunder de sårbare ældre såkaldte ”babushkaer”, der blev hjemløse, da bomberne ødelagde deres huse.

Det er så vigtigt at huske, at der er levende mennesker og rigtige skæbner bag de mange statistikker, og det håber jeg, at jeg kan understrege med mine billeder.

Og senest i Rwanda i oktober 2018 mødte Helena Christensen flygtninge fra Burundi, der nu på tredje år lever i en flygtningelejr på størrelse med en større, dansk provinsby. Børn, kvinder og mænd, der hver eneste dag mærker konsekvenserne af den kritiske underfinansiering af indsatserne i denne glemte afrikanske flygtningekrise.

”Når jeg kommer hjem fra disse ture er det altid med blandede følelser. På den ene side kan man ikke undgå at blive påvirket af at høre om de forfærdelige oplevelser, de har været igennem, og hvor hårdt deres liv er. Det er virkelig svært at sidde over for mennesker, der er på randen til at miste håbet. Men på den anden side bliver jeg hver gang så overvældet over det ekstraordinære mod, den ukuelighed og stålsatte overlevelsesevne, som de her mennesker udviser dag ud og dag ind,” fortæller Helena Christensen.

Hun understreger, at oplevelserne som ambassadør og fotograf for UNHCR har sat sig dybe spor i hende.

”Når jeg får lov til at fotografere flygtningene og tilbringe tid med dem, hvor de fortæller åbent og ærligt om deres familie, om deres flugt, om det hjem, de har efterladt, om deres dagligdag nu, så opstår der en ægte forbindelse. Og de kriser og konflikter, man hører om i nyhederne, bliver meget virkelige. De oplevelser har fået mig til at indse, at det er en tragedie hver eneste gang, et menneske bliver tvunget til at flygte fra sit hjem. Og det er så vigtigt, at de får hjælp, så de kan genopbygge deres liv og føle bare et spinkelt håb om en lysere fremtid for dem selv og deres børn.”

Hun har mødt flygtninge og fordrevne i så forskellige steder af verden som Sydamerika, Europa og Afrika – men i Helena Christensens øjne bliver den fælles menneskelighed mere og mere tydelig for hver mission.

”Når jeg har mødt flygtninge, bliver jeg igen og igen bekræftet i, at der grundlæggende ikke er noget, der adskiller os. De er mennesker, ligesom alle andre, der elsker, drømmer og håber. De vil gerne arbejde, studere, sætte sig mål for fremtiden og tage sig af deres familier. Jeg synes godt, verden kan trænge til lidt mere medfølelse og medmenneskelighed. Tænk på, hvordan vi selv ville føle det, hvis det var vores mor, søster, ven eller nabo, der blev tvunget til at flygte. Eller hvis det var os selv. Hvordan ville vi ønske at blive behandlet på vores flugt for at komme i sikkerhed eller i et nyt hjemland?” spørger Helena Christensen og fortsætter:

”Flygtninge og fordrevne er nogle af verdens mest sårbare børn, kvinder og mænd. De er ikke en trussel, og vi burde ikke være bange for dem – vi burde være bange med dem.”

 

Du kan give et bidrag til Helena Christensens fundraising-kampagne for flygtningene i Rwanda her.