Tiltagende vold i Sudans El Fasher tvinger tusinder på flugt
Tiltagende vold i Sudans El Fasher tvinger tusinder på flugt
Familier, der for nyligt er blevet tvunget på flugt fra El Fasher, står i kø til en maduddeling sammen med lokale indbyggere i Omdurman, Sudans næststørste by.
UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, er dybt bekymret over, at tiltagende og brutal vold i El Fasher, hovedstaden i regionen Norddarfur i Sudan, har tvunget tusinder af civile på flugt og efterladt mange andre fanget i byen med få muligheder for beskyttelse og hjælp.
Rapporter indikerer, at Rapid Support Forces (RSF) er rykket ind i byen, hvilket har udløst udbredt frygt blandt familier, der har overlevet 500 dages ubønhørlig belejring og konflikt.
Omkring 26.000 mennesker menes at være flygtet fra El Fasher i de seneste dage. Civile flygtede i rædsel fra kampene og måtte passere bevæbnede checkpoints, afpresning, vilkårlige anholdelser, tilbageholdelse, plyndring og chikane samt alvorlige menneskerettighedskrænkelser, mens de forsøgte at nå i sikkerhed.
Vidneudsagn fra personer, der er ankommet til byen Tawila, en by 50 kilometer fra El Fasher, tyder på, at den allerede alarmerende humanitære og beskyttelsesmæssige krise hurtigt forværres.
Yderligere fordrivelser er blevet rapporteret i hele Norddarfur, og flere forventes at flygte i de kommende dage og uger – bl.a. over grænsen til Tchad, hvor UNHCR og partnere står klar til at hjælpe nyankomne.
Blandt de alvorlige menneskerettighedskrænkelser, der rapporteres, er udbredt seksuel vold og voldtægt målrettet kvinder og piger, begået af væbnede grupper under angreb og under flugt, sammen med beretninger om gruopvækkende henrettelser i El Fasher. Vi er dybt bekymrede over situationen for andre sårbare grupper, herunder personer med handicap. UNHCR opfordrer kraftigt alle parter til at afstå fra vold og især fra angreb på civile langs flugtruter. Civile må aldrig være mål for angreb, og deres sikre passage skal garanteres.
Vi opfordrer til sikker, uhindret og øjeblikkelig adgang for humanitære aktører, så de kan nå de mennesker, der har akut behov for hjælp. Overholdelse af den humanitære folkeret er en forpligtelse – ikke et valg.
I Tawila rapporterer UNHCR og partnere, at familier – især børn – ankommer underernærede, syge og traumatiserede efter den farefulde rejse mod sikkerhed. Vi yder livreddende nødhjælp og giver adgang til basale tjenester til fordrevne familier, herunder husly, nødvendige fornødenheder og kontant-nødhjælp, samt rådgivning.
UNHCR foretager også individuelle vurderinger om beskyttelsesbehov for nogle af de mest sårbare nyankomne. Tusindvis af sæt med husholdningsartikler står klar til distribution i Nyala, Syddarfur, så snart sikker adgang er mulig. UNHCR planlægger desuden at levere PEP-sæt (vacciner mod bl.a. rabies, mæslinger og skoldkopper) og andre nødvendige artikler fra Farchana i Tchad til Tawila og Dar Zagawa for at imødekomme de hurtigt stigende behov.
Da kommunikationen er stærkt forstyrret, har det været vanskeligt at få opdateringer fra civile, der stadig befinder sig i El Fasher. Den nuværende usikkerhed og kampene blokerer fortsat adgangen og forhindrer levering af livreddende hjælp til dem, der er fanget i byen uden mad, vand og lægehjælp.
I regionen Nord Kordofan er der rapporteret lignende mønstre af vold og menneskerettighedskrænkelser fra overlevende efter den nylige erobring af byen Bara, hvilket har ført til yderligere fordrivelse af tusinder inden for delstaten. Vi er bekymrede for en mulig belejring af byen El Obeid, som huser titusinder af internt fordrevne sudanesere, hvilket yderligere vil forværre de humanitære behov i regionen.
Sammen med andre FN-agenturer og partnere fortsætter UNHCR bestræbelserne på at levere livreddende støtte til mennesker i akut nød i El Fasher, Darfur og resten af Sudan – trods usikkerhed og bureaukratiske forhindringer.
Vi og alle vores partnere står over for en akut mangel på finansiering. Den humanitære appel for Sudan 2025 – verdens største fordrivelseskrise – er kun 27 procent finansieret, mens behovene fortsætter med at vokse.