UNHCR rystet over angreb på nødhjælpslager og stigende antal civile ofre i Ukraine
UNHCR rystet over angreb på nødhjælpslager og stigende antal civile ofre i Ukraine
Et nødhjælpslager i Dnipro kort efter at det er blevet ramt af et angreb
For to dage siden, den 20. maj, blev et nødhjælpslager i Dnipro i det østlige Ukraine – lejet af UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation – ramt direkte af et missil under et russisk luftangreb. Mindst to mennesker blev dræbt og flere såret, mens der også skete omfattende materielle ødelæggelser.
”UNHCR sender sine dybeste kondolencer til de pårørende til ofrene for dette angreb – og for alle angreb mod civile,” udtaler chefen for UNHCR’s arbejde i Ukraine, Bernadette Castel-Hollingworth.
Omkring 900 paller med nødhjælp og materialer til at give fordrevne husly – til en værdi af over 1 million dollars – blev ødelagt i angrebet. Hjælpen var klar til at blive uddelt til fordrevne og krigsramte mennesker, der opholder sig i frontlinjeområder – mennesker, der nu ikke kan få den hjælp, de så akut har brug for.
”Det er første gang siden fuldskala invasionen begyndte i 2022, at en UNHCR-facilitet er blevet ramt. Angrebet fratager ikke kun mennesker livsvigtig hjælp, men svækker også den humanitære indsats på et tidspunkt, hvor behovene er større end nogensinde,” siger Bernadette Castel-Hollingworth.
Angrebet på lageret skete samtidig med en generel optrapning af angreb i hele landet. Alene i denne uge er der rapporteret om dødelige luftangreb i regionerne Sumy og Tjernihiv i det nordlige Ukraine. I sidste weekend ramte endnu et stort angreb Dnipro og Odesa og kostede ifølge rapporter adskillige civile livet og sårede mange flere. For mindre end en uge siden førte et kombineret drone- og missilangreb mod Kyiv til, at en boligblok styrtede sammen, og mindst 25 mennesker mistede livet.
Ifølge FN’s menneskerettighedsobservationsmission i Ukraine (HRMMU) er mindst 815 civile blevet dræbt og 4.174 såret i årets første fire måneder – en stigning på 21 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Samtidig fortsætter mennesker med at blive tvunget på flugt og evakueringer fra frontlinjeområder sker i et højt tempo. Siden begyndelsen af 2026 har næsten 47.000 mennesker passeret gennem transitcentre støttet af UNHCR.
Det reelle antal fordrevne vurderes dog at være højere, da mange familier flygter uden at opsøge hjælp. De ankommer ofte med meget få ejendele, og mange er særligt sårbare – herunder ældre, personer med nedsat mobilitet og mennesker med handicap.
”UNHCR og de NGO-partnere, vi arbejder sammen med, fortsætter med at yde støtte til nyankomne og krigsramte familier, herunder adgang til husly, kontant støtte samt juridisk og psykosocial bistand,” siger Bernadette Castel-Hollingworth.
UNHCR er samtidig dybt bekymret over de stigende risici der er for nødhjælpsarbejdere, der arbejder tæt på frontlinjen. I sidste uge blev to tydeligt markerede FN-konvojer med nødhjælpsarbejdere ramt af droner: en lastbil, der leverede hjælp i Dnipropetrovsk-regionen, hvor chaufføren nu er i bedring efter sine skader, og en konvoj på vej til Ostriv i Kherson-regionen – et af de hårdest ramte områder af krigen i Ukraine – som mirakuløst undgik personskader.
”UNHCR hylder modet, engagementet og vedholdenheden hos de nødhjælpsarbejdere og frivillige, der fortsat leverer livreddende hjælp under ekstremt vanskelige og farlige forhold. Deres arbejde er uundværligt for millioner af mennesker ramt af krigen. Gentagne angreb mod humanitært personale er et klart brud på international ret. Civile og nødhjælpsarbejdere må aldrig være mål,” udtaler Bernadette Castel-Hollingworth.
For mere information, kontakt venligst:
- Andreas Floistrup, [email protected], +45 2815 7228