Vores ambassadører

Goodwill Ambassadører

Vores Goodwill Ambassadører er nogle af UNHCR’s mest genkendelige ansigter og tæller blandt andet skuespillerne Cate Blanchett, Ben Stiller og Kristin Davis, forfatter Khaled Hosseini og den syriske OL-svømmer Yusra Mardini.

Den verdensberømte klassiske sanger, amerikanske Barbara Hendricks, blev udnævnt til Goodwill Ambassadør for UNHCR i 1987 og er dermed vores længst tjenende ambassadør.

Gennem deres indflydelse, betydelige engagement og hårde arbejde bidrager de på vigtig vis til at synliggøre UNHCR’s arbejde og sætte fornyet fokus på flygtninges liv og flygtningesituationer over hele verden.

Se oversigten over UNHCR’s Goodwill Ambassadører.

Danske Helena Christensen

Den danske topmodel og fotograf Helena Christensen har støttet UNHCR siden 2015 og blev officielt udnævnt til Goodwill Ambassadør i juni 2019. Hun bruger blandt andet sine kreative evner som fotograf til sammen med UNHCR at fortælle flygtninges historier og give fordrevne mennesker en stærkere stemme.

Helena Christensen har deltaget i flere missioner med UNHCR. I 2015 rejste hun til Colombia for at dokumentere forholdene for internt fordrevne kvinder, der blandt andet bor i slumområder i udkanten af Bogota. I marts 2017 rejste hun til Ukraine for at afdække nogle af historierne fra de næsten en million internt fordrevne fra konflikten i den østlige del af landet, hvoraf mere end 500.000 er sårbare ældre. I 2018 rejste hun med UNHCR til flygtningelejren Mahama i Rwanda, hvor hun mødte nogle af de burundiske flygtninge, der lever med konsekvenserne af, at Burundi situationen længe har været en af verdens mest underfinansierede og glemte flygtningekriser. I 2020 rejste hun til Jordan, hvor hun bl.a. besøgte Azraq flygtningelejren, der er hjem for ca. 40.000 syriske flygtninge.

Angelina Jolie – Tidligere Special Envoy for UNHCR

Den amerikanske skuespiller Angelina Jolie dedikerede over 20 år af sit liv til UNHCR og flygtningesagen. Fra 2001 til 2012 repræsenterede hun UNHCR som Goodwill ambassadør og derefter som Special Envoy fra 2012 til 2022.

I denne særlige rolle brugte Jolie sin stemme og indflydelse til at skabe opmærksomhed om og støtte til mennesker tvunget på flugt. Gennem sin tid hos UNHCR var hun på mere end 60 missioner i felten og var dertil en indflydelsesrig fortaler for flygtningesagen på diplomatisk niveau.

I 2022 trak Angelina Jolie sig fra rollen som Special Envoy for at engagere sig bredere i humanitære- og menneskerettighedspørgsmål. Som en af de mest indflydelsesrige fortalere for flygtninges rettigheder vil hendes portefølje fortsatte med at omfatte spørgsmål om flygtninge og tvangsfordrivelse. 

Andre UNHCR støtter

UNHCR bliver desuden støttet af en lang række andre ambassadører, heriblandt skuespillernee Peter Capaldi, Stanley Tucci og Gugu Mbatha-Raw og sanger MIKA. De bakker alle op om UNHCR’s arbejde ved regelmæssigt at anvende deres indflydelse og engagement til at indsamle midler og skabe opmærksomhed om flygtningesagen.

Se oversigten over UNHCR’s støtter.