Libanon: Mere end 850.000 på flugt er vendt tilbage til der, hvor de flygtede fra – men krisen er langt fra overstået

På trods erklærede våbenhvileaftaler, udløste nye israelske luftangreb i det sydlige Libanon i weekenden en ny bølge af fordrivelse, hvor hundredvis af familier blev tunget til at flygte nordpå i sikkerhed. Disse bevægelser føjer sig til en allerede langvarig fordrivelseskrise og øger usikkerheden for de mennesker, der forsøger at vende hjem.

"Omkring 860.000 mennesker menes at være vendt tilbage til deres oprindelsesområder, mens omkring 360.000 mennesker fortsat er på flugt – herunder mindst 22.000 mennesker, der bor i kollektive indkvarteringscentre såsom skoler eller andre større bygninger. Andre fortæller, at de bor hos slægtninge eller i overfyldte lejeboliger," fortæller talsperson for UNHCR, Babar Baloch.

Sikkerhedssituationen i Libanon er fortsat skrøbelig, og de humanitære behov hos hundredtusindvis af mennesker er fortsat enorme. Selvom intensiteten af kamphandlingerne er faldet, koster luftangreb fortsat menneskeliv. Bevægelsesrestriktioner, militær aktivitet og risici forbundet med eksplosive krigsefterladenskaber påvirker fortsat store dele af det sydlige Libanon og Bekaa-dalen, hvilket udgør en trussel mod sikkerheden og forhindrer varige løsninger og hjemvenden for konfliktpåvirkede lokalsamfund.

Da konflikten var på sit højdepunkt, var der mere end 1 million internt fordrevne i Libanon. Mange familier er fortsat ude af stand til at vende tilbage til deres hjem på grund af omfattende mængder affald og murbrokker, utryghed, manglende adgang til deres lokalsamfund og omfattende skader på infrastrukturen, hvilket har medført, at sundheds-, vand- og elforsyningen er under pres eller i værste fald helt ude af drift.

"På grund af dette er hjemvenden for mange familier ikke varig, men i stedet lig med, at de flytter så tæt som muligt på deres byer og landsbyer og forbliver fordrevne dér. Familier er fortsat afhængige af lejeboliger, indkvartering hos familier og bekendte og midlertidige eller kollektive indkvarteringscentre, mens de afventer rydning af murbrokker, reparation af boliger, genoprettelse af tjenester og forbedrede sikkerhedsforhold," fortæller Babar Baloch.

Mange foretager gentagne besøg for at "se og vurdere forholdene", før de beslutter, om det er sikkert eller muligt at vende tilbage, mens andre fortsat bevæger sig mellem der, hvor de er tvunget på flugt til, og deres oprindelsesområder. Som følge heraf er skellet mellem dem, der er vendt tilbage, og dem, der fortsat er fordrevne, blevet stadig mere uklart.

Det kommende skoleår skaber yderligere pres, eftersom kollektive indkvarteringscentre, som hovedsageligt er etableret på offentlige skoler, gradvist bliver samlet på færre steder. Kommuner i konfliktpåvirkede områder efterlyser fortsat midlertidige boligløsninger for at forhindre ny fordrivelse og gøre det muligt for familier at forblive tæt på deres lokalsamfund.

"De humanitære behov er fortsat omfattende. Omfattende skader på boliger, vandsystemer, elnet, skoler, sundhedsfaciliteter, landbrugsjord og lokal infrastruktur begrænser fortsat mulighederne for genopretning samt at sikre varig tilbagevenden. Mere end 700.000 mennesker menes at være berørt af skader på vandinfrastrukturen i dele af det sydlige Libanon, hvilket understreger, at en tilbagevenden ikke markerer afslutningen på de humanitære behov," fortæller talsperson for UNHCR, Babar Baloch.

Libanons regering har udviklet en national ramme for tilbagevenden, tidlig genopretning og genoprettelse af basale tjenester, herunder aktiviteter vedrørende ueksploderet ammunition og rydning af murbrokker, reparation af infrastruktur, rehabilitering og genopbygning af boliger. Samtidig fortsætter regeringen – med støtte fra humanitære aktører som UNHCR – med at levere beskyttelse, hjælp til indkvartering, økonomisk støtte, psykosocial rådgivning og sagsbehandling til berørte befolkningsgrupper.

Samlet set er Libanon endnu ikke gået ind i en ”efter-krisen”-fase, men står i stedet fortsat over for en kompleks humanitær-, fordrivelsessituation og vedvarende beskyttelsesrisici. Fordrevne familier længes efter at vende tilbage så hurtigt som muligt, og vedvarende humanitær bistand, støtte til tidlig genopretning, rydning af murbrokker, genopbygningsindsatser og forbedret sikkerhed er afgørende for at muliggøre bæredygtige løsninger for de berørte befolkningsgrupper.

Humanitære organisationer står også over for alvorlig mangel på ressourcer, hvilket begrænser deres mulighed for at hjælpe fordrevne mennesker og dem, der forsøger at vende tilbage. Den reviderede tværorganisatoriske Flash Appeal for Libanon – på tværs af flere FN-organisationer – på 4,1 milliarder DKK er kun 48 procent finansieret. Den omfatter omkring 600 millioner dollar til UNHCR’s nødhjælpsindsats.

Samlet set er UNHCR’s operation i Libanon kun 24 procent finansieret i forhold til det samlede behov på 3 milliarder DKK for 2026.

Uden vedvarende støtte vil fordrevne familier, tilbagevendte og berørte lokalsamfund fortsat stå over for betydelige udfordringer med at genopbygge boliger, finde job, rehabilitere infrastruktur og opnå en bæredygtig genopretning.

For mere information, kontakt venligst:

• Andreas Floistrup, [email protected], +45 2815 7228