Close sites icon close
Search form

Søg efter landesider

Landprofil

Landesider

UNHCR: Regionale konflikter kan føre til masse hjemvenden til Afghanistan

UNHCR: Regionale konflikter kan føre til masse hjemvenden til Afghanistan

10 Marts 2026
Nyligt hjemvendte afghanske familier bor i telte nær Torkham-grænseovergangen til Pakistan.

Nyligt hjemvendte afghanske familier bor i telte nær Torkham-grænseovergangen til Pakistan.

UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, advarer i dag om, at eskaleringen af fjendtligheder i Mellemøsten og den generelt forværrede beskyttelse i regionen kan presse et stigende antal afghanere til at vende tilbage fra nabolandene under svære og usikre forhold.

Allerede i år er omkring 270.000 afghanere vendt tilbage – 110.000 fra Iran og 160.000 fra Pakistan.

”Siden konflikten i Mellemøsten brød ud, er cirka 1.700 vendt tilbage fra Iran hver dag. Vi er bekymrede for, at udviklingen i regionen kan udløse større bevægelser i de kommende uger,” siger Arafat Jamal, chef for UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, i Afghanistan.

Antallet af afghanere, der er vendt tilbage til Afghanistan, lå allerede på et usædvanligt højt niveau inden den nuværende situation. Mere end 5 millioner afghanere er således vendt tilbage fra nabolande de seneste to år – næsten 1,9 millioner alene fra Iran i 2025.

”På nuværende tidspunkt ser situationen ved grænsen rolig ud, men under overfladen præges den af spænding og bekymringer. Folk, jeg har talt med i dag, har fortalt, at de er direkte påvirket af bombningerne og er vendt tilbage til Afghanistan, fordi de ikke længere føler sig sikre i Iran, mens andre har fortalt, at stigende priser og økonomisk pres gør det stadigt sværere at overleve,” siger Arafat Jamal.

Mange afghanske familier oplever nu en cyklus af fordrivelse – først tvunget til at flygte fra Afghanistan, senere tvunget på flugt igen i Iran på grund af konflikt, og nu hjemvenden til Afghanistan. Ved tilbagekomsten står de ansigt til ansigt med usikkerhed og skrøbelighed.

”Sammen med humanitære kolleger, herunder UNICEF, er vi til stede og står parate til at øge vores kapacitet yderligere for at kunne reagere langs grænsen og inde i Afghanistan, hvis antallet af afghanere, der vender tilbage, stiger,” siger UNHCR-chefen.

Alene i 2025 hjalp UNHCR, i samarbejde med partnere, mere end 2 millioner afghanere i nød på tværs af Afghanistan med beskyttelse, kontantnødhjælp og støtte ved grænseovergange.

”Hvis antallet af afghanere, der vender tilbage til Afghanistan, sker i samme skala som sidste år, har UNHCR infrastrukturen og det erfarne personale til at kunne reagere. Hvad vi mangler, er vedvarende og generøs finansiel støtte,” siger Arafat Jamal.

Selvom fokus i dag er på grænsen til Iran, er situationen ved grænsen til Pakistan også kritisk.

”Antallet af afghanere, der vender tilbage fra Pakistan, er stabiliseret i de seneste uger, men hovedgrænseovergangen, Torkham, er fortsat lukket på grund af spændinger mellem Afghanistan og Pakistan, og bevægelser kan stige markant, når denne grænse genåbner,” siger Jamal Arafat.

UNHCR understreger fortsat vigtigheden af at sikre beskyttelsen af afghanere i nabolandene.

Enhver tilbagevenden skal være frivillig, sikker, værdig og bæredygtig, og ingen med behov for international beskyttelse må tvinges tilbage til et sted, hvor deres rettigheder eller frihed er i fare.

På grund af omfanget af afghanere, der vender tilbage, og de økonomiske begrænsninger for humanitære indsatser, vil der være behov for yderligere finansiel støtte, hvis antallet af afghanere, der vender hjem, stiger.

Rettidig international støtte er afgørende for, at UNHCR og dets partnere kan fortsætte med at beskytte og hjælpe flygtninge og tilbagevendte i hele regionen, samtidig med at lokalsamfundene, der huser dem, støttes.


Pressekontakt:

Andreas Fløistrup, [email protected], +45 2815 7228