UNHCR: Krisen i Mellemøsten gør det sværere at levere nødhjælp – også uden for regionen
UNHCR: Krisen i Mellemøsten gør det sværere at levere nødhjælp – også uden for regionen
Et UNHCR-team i Libanon tager imod en levering af mere end 11.000 livreddende nødhjælpsartikler via fly.
Krisen i Mellemøsten har skabt vidtrækkende afledte effekter og konsekvenser, som rækker langt ud over regionen, for globale humanitære forsyningskæder og leveringen af hjælp. Stigende transportpriser og forstyrrelser i fragt tvinger UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, til at ændre måden, nødhjælpen bliver sendt på.
Øget usikkerhed og ustabilitet omkring vigtige ruter i Golfen, herunder Hormuz-strædet, har forstyrret skibstrafikken. Samtidig er priserne på brændstof, mad og fragt steget globalt. Det betyder højere priser og forsinkelser på vigtige leverancer.
Højere transport- og brændstofomkostninger påvirker især mennesker i nødsituationer. Millioner af flygtninge og fordrevne får mindre og forsinket livreddende hjælp. Samtidig reduceres humanitære organisationers evne til at levere rettidig hjælp som følge af manglende finansiel støtte. For at afbøde konsekvenserne har UNHCR hurtigt tilpasset sig ved at omlægge søfragt, for eksempel omkring Aqaba, og ved at øge brugen af alternative landkorridorer, herunder lastbiltransport gennem Den Arabiske Halvø og Tyrkiet fra Dubai.
Lukningen af vigtige maritime ruter har tvunget til større brug af længere og dyrere alternativer. Det gør transporten langsommere og mere kompliceret. Fragtrater fra vigtige leverandørlande er steget med næsten 18 procent siden begyndelsen af fjendtlighederne, mens kapaciteten hos vores globale transportleverandører er faldet fra 97 til 77 procent siden begyndelsen af 2026.
For nogle forsendelser er omkostningerne mere end fordoblet, såsom transportomkostninger for at sende livreddende nødhjælp fra UNHCR’s globale lager i Dubai til vores operationer i Sudan og Tchad – de er steget fra omkring 927.000 dollar til 1,87 millioner dollar.
Trængsel i store havne, herunder Jeddah og Mersin, samt suspenderinger fra transportører, stigende brændstofpriser og højere forsikringspræmier for krigsrisiko – aktuelt anslået til 0,5 til 1,5 procent af lastens værdi for transporter i Golfen – gør det endnu sværere at få hjælpen frem. Øget afhængighed af landruter fører også til mangel på lastbiler og højere indenlandske transportomkostninger.
Særligt bekymrende er situationen i Afrika, hvor mange, ofte oversete, overlappende fordrivelseskriser er i gang. I Kenya, hvor et af UNHCR’s globale lagre er placeret, udløste en nylig stigning i brændstofpriser på omkring 15 procent forsinkelser og reduceret tilgængelighed af lastbiler til leverancer af nødhjælp til Etiopien, Den Demokratiske Republik Congo og Sydsudan. I Sudan, hvor konflikten er gået ind i sit fjerde år, er omkostningerne ved at levere hjælp fordoblet i de seneste måneder, mens omlægningen af forsendelser rundt om Kap Det Gode Håb lægger op til 25 dage til leveringstiden.
På trods af udfordringerne, har UNHCR indtil videre kunnet forsætte med at levere livreddende hjælp takket være sine stærke beredskabssystemer og globale forsyningsnetværk. Dette omfatter syv globale nødhjælpslagre i Dubai, Termez, København, Accra, Douala, Nairobi og Panama City, som kan støtte op til 1 million mennesker på flugt inden for 24 timer på enhver lokation i verden, sammen med mere end 160 lagre på landeniveau og standby-ordninger for lokal indkøb og finansiel støtte.
UNHCR har globalt mere end 31.000 ton nødhjælp og 135.000 kubikmeter nødhjælpsartikler på lager til en værdi af cirka 130 millioner dollar. Det fungerer som er en livline for mennesker tvunget på flugt fra krig, konflikt og forfølgelse.
Siden krisens begyndelse har UNHCR sammen med partnere leveret nødhjælp til over 200.000 mennesker på flugt i Libanon, hovedsageligt ved brug af forhåndsplacerede forsyninger. Yderligere støtte har omfattet tre luftbroer doneret af EU, Frankrig, Irland og Italien samt 40 lastbiler med over 317 ton kritisk hjælp fra Dubai, som støtter op til 100.000 mennesker.
Hvis ustabiliteten og uroen i Mellemøsten fortsætter, vil stigende omkostninger, forsinkelser og begrænset transportkapacitet sandsynligvis yderligere begrænse humanitære operationer. Mens UNHCR fortsætter med at tilpasse sig gennem omlægning, omplacering af lagre og donorstøttet logistik, risikerer langvarige forstyrrelser at reducere omfanget og hastigheden af leveringen af nødhjælp til mennesker i nød, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for millioner af flygtninge og fordrevne verden over.
For mere information, kontakt venligst:
- Andreas Floistrup, [email protected], +45 2815 7228