Close sites icon close
Search form

Søg efter landesider

Landprofil

Landesider

UNHCR og danske fonde bidrager til integrationen af flygtninge i Kenya

Historier

UNHCR og danske fonde bidrager til integrationen af flygtninge i Kenya

Flygtningelejren Kakuma, der huser flere hundrede tusinde mennesker, skal efter planen indlemmes i det kenyanske samfund med adgang til offentlige services. Over de sidste tre år har et partnerskab mellem Novo Nordisk Fonden, Grundfos Fonden og UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation – i samarbejde med den kenyanske regering – bidraget til denne vision med særligt fokus på sundhedsområdet og adgang til vand.
2 November 2026
Refugee in Kakuma

Rahmo, som er flygtet fra Somalia og nu arbejder som Community Health Promoter, og hendes datter foran sundhedsklinik i Kakuma, Kenya. 

Rahmo Muktar er blevet tvunget på flugt fra sit hjem i Somalia. Hun bor nu i Kakuma, som er én af verdens største flygtningelejre. I lejren lever over 330.000 mennesker, hovedsageligt fra Sudan, Etiopien, DR Congo og Somalia. Her bor Rahmo side om side med andre flygtninge – hvoraf mange har boet der, siden lejren blev etableret i 1992. I gennemsnit bor en person i lejren i 17 år, og de menneskelige omkostninger er enorme.

Siden 2010 har Rahmo fungeret som Community Health Promoter i Kakuma og omegn, hvor hun vejleder og støtter patienter, der lever med ikke-smitsomme sygdomme som for eksempel luftvejs- og hjertekarsygdomme. Ikke-smitsomme sygdomme er et voksende problem blandt flygtninge i Kakuma, hvor der også bliver flere ældre mennesker og dermed flere sygdomstilfælde. Rahmo lever selv med forhøjet blodtryk, mens hendes 22-årige datter, Hani Abass Osman, er i behandling for diabetes.

"Uddannelsen som Community Health Promoter har givet mig viden om, hvordan jeg skal håndtere min egen tilstand og samtidig støtte min datter med hendes diabetes. Vi modtager medicin fra klinikken hver måned, og det har hjulpet os med at fortsætte med at leve sundt," siger Rahmo og fortsætter:

"Som Community Health Promoter bruger jeg også det, jeg har lært, til at hjælpe andre i lokalsamfundet med at forstå deres sygdom og til at søge behandling og pleje i tide."

UNHCR driver en række sundhedsfaciliteter i lejren, hvor Rahmo får hjælp og nu også selv hjælper til. Sidste år blev mindre end en fjerdedel af UNHCR's budget for Kenya finansieret, og UNHCR’s indsatser er blevet kraftigt reduceret. Sundhedsfaciliteterne er overbebyrdede, da Kakuma også rammes af en række smitsomme sygdomme som malaria, kolera og mæslinger. Modtagelsescentrene for nyankomne flygtninge er overfyldte, antallet af sagsbehandlere er skåret, og nedskæringerne i sundhedspleje, vand og uddannelse har berørt både flygtninge og omkringliggende lokalsamfund.

Rahmo hjælper dagligt sin datter med at overvåge hendes tilstand, tage medicin og møde op til klinikaftaler. For mange familier er regelmæssig adgang til velfungerende klinikker, gratis medicin og støtte i lokalsamfundet essentielt for at håndtere deres ikke-smitsomme sygdomme.

"Medicinen og støtten fra klinikken har hjulpet mig med at håndtere min diabetes bedre. Min mor støtter mig hver dag i at følge behandlingen og i at overvåge min tilstand, og sundhedsarbejderne er der altid for at vejlede os," siger Hani Abass Osman.

Partnerskab styrker sundhedstilbud og adgang til vand
Formålet med UNHCR’s partnerskab med Novo Nordisk Fonden og Grundfos Fonden har været at styrke adgangen til sundhedsydelser og behandling for flygtninge og lokalsamfund i Kakuma gennem blandt andet renovering og opførelse af specialklinikker for ikke-smitsomme sygdomme på seks sundhedsfaciliteter.

Klinikkerne har fået bedre udstyr, mere kvalificeret personale, bedre strømforsyning og adgang til rent vand og ordentlige toiletforhold. Tidligere oplevede klinikkerne perioder med utilstrækkelig eller manglende vandforsyning – hvilket bidrog til spredningen af sygdomme som kolera og øgede risikoen for infektioner og svækkede behandlingsforløb hos patienterne. Nu dækkes 100% af vandbehovet.

Der er samtidig indgået en strategisk aftale med uddannelsesinstitutionen Kenya Medical Training College, hvor flygtninge nu uddanner sig inden for sundhedssektoren med stipendier finansieret af partnerskabet. Uddannelsesinstitutionen er blevet renoveret og udvidet, så dobbelt så mange studerende nu kan få undervisning, mens der samtidig er etableret en lang række nye sovepladser til dem, der kommer langt fra, hvilket tilsammen vil sikre flere uddannede sundhedsmedarbejdere lokalt.

Derudover har partnerskabet sikret, at flere personer, ligesom Rahmo, er blevet uddannet til Community Health Promoters, der bistår folk med ikke-smitsomme sygdomme i at forstå deres sygdom, få pleje og medicin og følge behandlingen. Sammen med de fysiske forbedringer og mere sundhedspersonale har det sikret, at flere er blevet diagnosticeret og behandlet for ikke-smitsomme sygdomme.

Fra midlertidig lejr til lokalt bysamfund
Kenya huser mere end 835.000 flygtninge og asylansøgere. Den kenyanske regering arbejder for, at områderne gradvist bliver en del af de kenyanske samfund omkring dem, så flygtninge og lokalsamfund får adgang til sundhedsydelser, vand og sanitet, uddannelses- og jobmuligheder, identitetskort og bankservices (den såkaldte Shirika-plan).

Planen ligger i forlængelse af den internationale Global Compact on Refugees, som peger på behovet for varige løsninger og bedre lokal integration. Som FN’s Flygtningehøjkommissær, Barham Salih, sagde ved et besøg i Kakuma i januar 2026:

"At være flygtning skal være en midlertidig situation, ikke en permanent smerte."

For at kunne overdrage ansvaret for udvalgte sundhedsfaciliteter og vandsystemer i Kakuma, og få flygtninge inkluderet i nationale systemer, har partnerskabet sørget for, at faciliteter og systemer opføres i tråd med Kenyas nationale standarder. Det har muliggjort at, en række UNHCR-støttede sundhedsklinikker nu er blevet registreret som offentlige, kenyanske sundhedsklinikker og integreret i Kenyas nationale sundhedsovervågnings- og informationssystemer. Partnerskabet har også medvirket til, at vand- og sanitetsansvaret i Kakuma gradvist bliver overdraget fra UNHCR til den kenyanske regering.

Refugee patient in Kakuma

Konsultation på Ammusait General Hospital i Kakuma, Kenya.

Partnerskabet er en del af et bredere samarbejde kaldet ”Inclusive Refugee Response Programme”, der blev dannet i 2022 mellem det danske Udenrigsministerium, Novo Nordisk Fonden, Grundfos Fonden og LEGO Fonden. Formålet er at gøre op med en tilgang bygget på midlertidighed og i stedet skabe langsigtede, bæredygtige løsninger i flygtningesamfund indenfor sundhed, uddannelse, adgang til vand og mulighed for egen indkomst. De tre fonde bidrager til alliancen indenfor hver deres strategiske område – Novo Nordisk Fonden har fokus på sundhedsindsatser, Grundfos Fonden støtter vandprogrammer og LEGO Fonden understøtter uddannelsesområdet – mens Udenrigsministeriet støtter på tværs af de fire ovennævnte fokusområder.

Flemming Konradsen, Chief Scientific Officer i Novo Nordisk Fonden forklarer: “Vores partnerskab med UNHCR har vist, at det er muligt at fremme inklusionen af flygtninge i nationale systemer og samtidig skabe systemændringer inden for sundhedsområdet, selv i en meget volatil kontekst." Konradsen fortsætter med:

"En central styrke i partnerskabet har været de komplementære roller for Novo Nordisk Fonden og Grundfos Fonden, som tilsammen har skabt det bedst mulige sundhedstilbud, hvor rent vand og sundhed går hånd i hånd og sikrer bedre behandling til patienterne."

Kim Nøhr Skibsted, direktør i Grundfos Fonden, tilføjer: “Partnerskabet er med til at omsætte Shirika-planen fra vision til virkelighed og løse de helt grundlæggende udfordringer, som står i vejen for, at flygtninge kan blive integreret i det kenyanske samfund – særligt adgangen til vand og sundhed," og fortsætter:

"Ved at investere i løsninger, der kan overdrages og drives lokalt, er partnerskabet med til at skabe et fundament, hvor flygtninge og lokalsamfund kan leve side om side – ikke midlertidigt, men som en del af et fælles, bæredygtigt bysamfund.”

Stabil støtte i en usikker tid
Støtten fra Novo Nordisk Fonden og Grundfos Fonden til UNHCR’s arbejde med at styrke adgangen til sundhedsydelser har gjort en stor forskel – og samtidig bidraget til processen med at overdrage ansvaret til de lokale myndigheder.

Chef for fundraising og partnerskaber for UNHCR i Danmark, Eva Raabyemagle, understreger vigtigheden af fondenes bidrag til langvarige løsninger for flygtninge: “I dag lever næsten to tredjedele af flygtninge i langvarig fordrivelse. Det er på ingen måder holdbart – og det er ubærligt for mennesker på flugt at leve så længe uden håb," Eva fortsætter:

"Takket være den kenyanske regerings Shirika-plan, ønsket om at inkludere flygtningene i lokale systemer samt stærke partnere som Novo Nordisk Fonden og Grundfos Fonden, som bringer både finansiel støtte og teknisk viden, bidrager UNHCR til at skabe mere solide løsninger for de mange flygtninge, der opholder sig i Kakuma-området i Kenya.”

Partnerskabet er gennemført fra 2023-2025. Novo Nordisk Fonden har støttet partnerskabet med 48,8 millioner kr. og Grundfos Fonden har støttet med 13,98 millioner kr.

For mere information, kontakt venligst:

Andreas Floistrup, [email protected], +45 2815 7228