5,4 millioner afghanere er vendt tilbage til Afghanistan siden 2023 - mange under tvang
5,4 millioner afghanere er vendt tilbage til Afghanistan siden 2023 - mange under tvang
Næsten 150.000 afghanere er vendt tilbage - eller blevet tvunget til det - fra nabolande i løbet af årets første 40 dage.
UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, ser fortsat et stort antal afghanere, der vender tilbage eller bliver tvunget til at vende tilbage fra nabolande under meget vanskelige forhold.
Indtil videre i år er næsten 150.000 afghanere vendt tilbage, mange under tvang, fra Iran og Pakistan. Det sker oven på allerede historisk høje tal – 2,9 millioner mennesker i 2025 – hvilket bringer det samlede antal op på omkring 5,4 millioner siden oktober 2023.
Tempoet og omfanget af tilbagevenden har forværret krisen i Afghanistan. Landet står fortsat i en forværret humanitær og menneskeretlig situation – især for kvinder og piger – samtidig med en skrøbelig økonomi og tilbagevendende naturkatastrofer. Ifølge en nylig rapport fra Verdensbanken førte den hurtige befolkningstilvækst som følge af tilbagevenden til et fald i BNP pr. indbygger på 4 procent i 2025.
Det høje antal tilbagevenden allerede i år vækker bekymring, særligt fordi vinteren er hård med frostgrader og kraftigt snefald i store dele af landet.
En nylig undersøgelse blandt tilbagevendte viser tydeligt de udfordringer, de står overfor. Lidt over halvdelen oplyser, at de har fundet en form for arbejde – mange af dem dog uden formel ansættelse. For kvinder falder tallet til mindre end 25 procent. Mere end halvdelen af familierne mangler civil dokumentation – for eksempel identitetskort, der beviser, hvem de er, eller hvor de kommer fra – og mere end 90 procent lever for under 30 kroner om dagen.
Vi er dybt bekymrede for, om tilbagevenden er bæredygtige. Fem procent af de adspurgte siger, at de planlægger at forlade Afghanistan igen, og mere end 10 procent kender en slægtning eller en person i deres lokalsamfund, som allerede er rejst igen efter at være vendt tilbage. Beslutningerne skyldes ikke et ønske om at rejse, men en virkelighed, hvor mange ikke kan genopbygge et bæredygtigt og værdigt liv.
Der findes også håb. UNHCR ser nemlig, at de tilbagevendtes socioøkonomiske profil ændrer sig. Dem, der vendte tilbage i 2025, har generelt et højere uddannelsesniveau og større tilknytning til arbejdsmarkedet. Med bæredygtige indtægtsmuligheder kan de bruge deres kompetencer og erfaring og bidrage til stabilitet.
I år har vi fokus på at støtte reintegrationen af de tilbagevendte. Gennem fire årtiers tilstedeværelse i Afghanistan har vi den adgang og erfaring, der skal til for at levere den hjælp, som lokalsamfundene selv fremhæver som mest nødvendig – herunder beskyttelse, boligstøtte og støtte til indtjening, særligt til kvinder.
Sammen med andre FN-organisationer og partnere overvåger UNHCR nøje udviklingen i regionen, hvor adgangen til asyl fortsat indskrænkes, og lovlige migrationsveje bliver færre. Stadigt flere afghanere føler sig tvunget til at tage farlige videre rejser.
Vi står klar til at reagere på nye befolkningsbevægelser ind i Afghanistan og opfordrer samtidig stater til at sikre adgang til asyl, samt beskytte og bistå afghanske flygtninge og undlade at sende nogen tilbage til steder, hvor deres rettigheder og frihed er truet.
I lyset af den alvorlige humanitære situation og den hurtigt voksende befolkning er der akut behov for yderligere støtte i 2026 for at opskalere hjælpen og investere i reintegration, så mennesker kan genopbygge deres liv med værdighed, håb og stabilitet. I 2026 har UNHCR behov for 1,3 milliarder DKK til at støtte fordrevne og tilbagevendte i hele Afghanistan. Indsatsen er i øjeblikket kun 8 procent finansieret.
Dette er et afgørende tidspunkt at handle på, mens der stadig er mulighed for at finde langsigtede løsninger og skabe varige løsninger for afghanske tilbagevendte i deres hjemland – ofte efter år eller årtier i eksil.
Pressekontakt
Andreas Fløistrup: [email protected], 28157228