UNHCR kræver beskyttelse af civile, mens Libanon rammes af de mest ødelæggende angreb i den nuværende konflikt
UNHCR kræver beskyttelse af civile, mens Libanon rammes af de mest ødelæggende angreb i den nuværende konflikt
Beirut efter intense luftangreb ramte byen den 8. april.
UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, opfordrer til, at alle civile i Libanon – herunder de mere end 1 million mennesker, der allerede er blevet tvunget på flugt – beskyttes kontinuerligt, alt imens landet vakler efter det største og mest ødelæggende israelske angreb i den nuværende konflikt den 8. april.
Omkring 100 lokationer blev inden for ti minutter ramt uden varsel, herunder tætbefolkede kvarterer i Beirut, som allerede husede tusindvis af fordrevne. Ifølge det libanesiske sundhedsministerium er mere end 300 mennesker blevet dræbt og over 1.150 såret i de seneste angreb, og dødstallet forventes at stige, efterhånden som eftersøgnings- og redningsarbejdet fortsætter.
Eskaleringen har ført til massive tab af menneskeliv og har forværret lidelserne samt ødelæggelsen af hjem og ejendom. Familier, der allerede var flygtet fra tidligere kampe i Beirut, Bekaa-dalen og det sydlige Libanon – hvoraf nogle var begyndt at overveje at vende tilbage efter blandede signaler om en våbenhvile – er igen blevet tvunget på flugt.
Områder, der tidligere blev anset for sikre, blev ramt, hvilket udløste panik og tvang mennesker til at flygte for anden eller tredje gang. Mange blev set bære børn og ejendele til fods eller forsøge at flygte i bil, mens trafikken brød sammen ved Beiruts vigtigste udfaldsveje. Redningsmandskab havde svært ved at nå frem til de sårede på grund af murbrokker, blokerede veje og omfattende ødelæggelser. Hospitaler udsendte akutte appeller om bloddonationer og advarede om, at de var overvældede.
Ødelæggelsen af mange broer har gjort det langt vanskeligere at bevæge sig mellem det nordlige og sydlige Libanon. For mange familier fra landsbyer i syd er det ikke længere muligt at vende tilbage, da hele lokalsamfund er blevet delvist eller fuldstændigt ødelagt og afskåret. Det anslås, at omkring 150.000 mennesker stadig befinder sig i syd; humanitær adgang til dem er afgørende, og de har brug for sikre flugtruter, hvis de bliver tvunget til at flygte.
De humanitære behov stiger markant. Adgangen til de berørte mennesker bliver stadig mere begrænset – over 680 kollektive centre, der huser omkring 140.000 fordrevne, er stærkt overfyldte, og næsten halvdelen af Libanons offentlige skoler er nu blevet taget i brug for at huse mennesker tvunget på flugt. Det efterlader endnu en gang børn uden undervisning og i en situation præget af frygt, angst og gentagen fordrivelse.
På trods af enorme udfordringer fortsætter UNHCR og vores partnere med at støtte den regeringsledede indsats med beskyttelse, uddeling af nødhjælp og reparation af boliger. Indtil videre har vi hjulpet mere end 151.000 fordrevne i kollektive centre og 31.000 i svært tilgængelige områder samt udvidet kontantstøtte og specialiseret beskyttelse til de mest sårbare, herunder børn adskilt fra deres forældre og personer med handicap. Vi støtter også over 250.000 mennesker, der er flygtet til Syrien, herunder 39.000 libanesere.
Med hver femte person i Libanon aktuelt fordrevet, og med UNHCR’s operationer i landet kun finansieret med 20 procent, er der nu et presserende behov for øjeblikkelig og vedvarende støtte – og frem for alt en varig afslutning på fjendtlighederne.
Se UNHCR’s dataportal for Mellemøsten for de seneste tal for fordrivelse.
For mere info, kontakt venligst:
Andreas Fløistrup: [email protected], +45 2815 7228