Finsk ‘bedstemor’ hjælper plaget barn med at falde til

Azaldeen og hans lille datter er startet forfra på en lille ø i det sydvestlige Finland, efter en familietragedie tvang dem til at flygte fra Bagdad.


© Max-Michel Kolijn

Diana kom til Finland som kun to-årig i oktober 2015, og med i bagagen havde hun sin mors bortførelse og forvinden i familiens hjemby Bagdad. Angst for alt, hvad der var nyt og mærkeligt, klyngede hun sig til sin far, Azaldeen Kadhem, der selv kæmpede med egne bekymringer og sorgen.

Ifølge Azaldeen, 34, var Irak ikke et sikkert sted for ham at opdrage et barn. “Vi var altid bange,” husker han. “Der er ingen fred for Diana i Irak.”

De var blandt 100 flygtninge, der fandt et nyt hjem i det lille øsamfund Nagu i Finlands sydvestlige øgruppe.

Her tog den lokale 80-årige Mona Hemmer parret under sine vinger, blev en bedstemor-figur for Diana og hjalp med at bringe stabilitet ind i hendes nye liv.

 

Diana, der nu er tre år gammel, er blomstret op. “Hun er vokset utrolig hurtigt og er forvandlet fra et meget ængsteligt barn til en pige, der kommunikerer og slapper af,” siger Mona. “Hun får en meget lys fremtid.”

Hendes nye hjem Nagu ligger i en svensktalende region i Finland, et fredeligt rejsemål for flere tusinde turister om sommeren. Uden for sæsonen har øen et befolkningstal på 1500.

Mona trak sig tilbage til øen for 17 år siden og bor der med sin samlever Kaj. Lige fra begyndelsen af, da det lille samfund fandt ud af, at de skulle modtage 100 flygtninge, ønskede hun at hjælpe flygtningene til at føle sig hjemme.

Mona og hendes samlever Kaj (th.) har påtaget sig rollen som bedsteforældre for Diana. © UNHCR/Max-Michel Kolijn

“Hun får en meget lys fremtid.”

Mona arbejder i en kulturel forening med at bringe koncerter og kunst til øen og er et aktivt og respekteret medlem af lokalsamfundet. Da beboerne hørte om planerne for, at der skulle komme flygtninge, begyndte de hurtigt at forberede sig.

“Nogle mennesker var bekymrede for, hvordan flygtningene ville påvirke vores lille samfund,” siger hun. “Men mest af alt var vi nysgerrige. Indbyggerne i Nagu er traditionelt rejsende, altså fiskere – de er nysgerrige efter det ukendte og andre kulturer. I stedet for at lukke os om os selv i frygt, besluttede vi at byde familierne og børnene velkommen som vores gæster.”

“At byde flygtninge velkommen handler ikke om at organisere en masse mærkelige og specielle aktiviteter for dem. Det handler om at sikre, at de føler sig velkomne til at blive en del af de ting, der allerede foregår i lokalsamfundet.”

 

Diana besøger en hest i naboens stald. © UNHCR/Max-Michel Kolijn

En gruppe mennesker begyndte at sørge for, at flygtningene ville blive inkluderet og inviteret til at deltage i lokalsamfundets aktiviteter.

De talte med arrangørerne af eksisterende kurser og klubber, fik kurser inden for forskellige kunstformer til at passe til børnefamilier, inviterede flygtningene til at deltage i fitness, strikkeklubber og fodboldhold, og de tog de unge med til fester og tilbragte tid sammen med dem. Flygtningene begyndte snart at opbygge deres egne netværk af venner på Nagu.

“Inden længe kendte de nogle af vores naboer bedre, end vi selv gjorde,” siger Mona. “I sidste ende lærte vi af dem, og det gjorde sammenholdet i Nagu tættere.”

Azaldeen knyttede sig straks til Mona og begyndte at kalde hende “mor”. Da han begyndte at gå til finskundervisning i den nærliggende by Åbo én gang om ugen, tilbød Mona at tage sig af Diana, og barnet accepterede hende hurtigt som reservebedstemor. I det finske samfund tilbringer børn ofte en dag om ugen sammen med deres bedsteforældre.

“Det gjorde sammenholdet i Nagu tættere.”

Diana fik et roligt helle i Monas hjem, hvor hun kunne slappe af, lege med hunden, besøge hesten i naboens stald og føle sig som et elsket barnebarn.

“Mine egne børnebørn er voksne nu, så jeg var meget glad for at møde Diana,” siger Mona. “Vi har udviklet vores egne vaner, og Diana føler sig tryg her.”

Azaldeen og Diana har nu fået flygtningestatus og opholdstilladelse, og Azaldeen har besluttet at blive boende i Nagu og studere finsk, mens mange af de andre flygtninge har valgt at flytte til større byer.

“Jeg vil ikke flytte Diana igen nu, hvor vi endelig har fundet en stor familie her,” siger han. “Min familie er Mona og Kaj og de andre på Nagu.”

“Nagu er et godt og kærligt sted. Det er vores hjem nu.”