Close sites icon close
Search form

Søg efter landesider

Landprofil

Landesider

Koleraudbrud truer i flygtningelejre i Tchad og Sudan

Pressemeddelelser

Koleraudbrud truer i flygtningelejre i Tchad og Sudan

Et dødeligt koleraudbrud har ramt en flygtningelejr i det østlige Tchad, hvor sudanesiske flygtninge har søgt sikkerhed fra konflikten i deres hjemland. Forværrede sanitære og sundhedsmæssige forhold som følge af en udtørring af humanitær støtte vækker bekymring.
14 August 2025
Desinfektion af lokaler og faciliteter udført af sundhedsarbejdere for at begrænse smittekæden af kolera i Dougui-flygtningelejren. © UNHCR/Bockarie Kallon

I begyndelsen af august er der rapporteret om 264 koleratilfælde og 12 dødsfald i Dougui-flygtningelejren og de nærliggende landsbyer i det østlige Tchad. Mistænkte tilfælde er også dukket op i Treguine-lejren, der ligeledes huser sudanesiske flygtninge.

I flere grænseområder er der ligeledes en alvorlig risiko for smittespredning, da flere fortsat ankommer fra Darfur-regionen i Sudan. I Sudan er der indtil videre registreret mere 100.000 smittetilfælde.

I Adre – et grænseområde, hvor mere 235.000 mennesker opholder sig i midlertidige ”hytter” lavet af træpinde og plastikpresenninger uden rigtig adgang til vand og toiletter – bliver tre mistænkte tilfælde i øjeblikket undersøgt, hvilket skaber frygt for yderligere spredning.

Tætpakkede og overfyldte områder for fordrevne, mangel på rent vand samt begrænsede sundheds- og sanitetsfaciliteter fremskynder smittespredningen.

UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, opfordrer derfor til en øjeblikkelig tilførsel af midler for at kunne opskalere den livreddende støtte inden for sundhed, hygiejne, vand, husly og ernæring for at undgå en sundhedskatastrofe.

Konflikten hæmmer nødhjælps arbejdet kraftigt

I Darfur bor mange mennesker ofte sammen i forladte offentlige bygninger med utilstrækkelig adgang til basale fornødenheder såsom vand og sanitet. Samtidig forsætter de brutale angreb i Darfur og den nærliggende Kordofan-region, hvilket tvinger stadigt flere på flugt og forværrer situationen for den i forvejen hårdt ramte lokalbefolkning.

De vedvarende kampe har nu i mere end to år alvorligt begrænset adgangen for humanitære organisationer samt forhindret og forstyrret nødhjælpsleverancer. Med den nuværende regntid vil mange veje være ufremkommelige i mange måneder fremover, hvilket yderligere komplicerer leveringen af hjælp.

Vedvarende utryghed som følge af kampene har forhindret bønder i at dyrke deres landbrug, hvilket forværrer nøden i områder, der enten er i risiko for hungersnød eller allerede oplever hungersnødslignende forhold.

Mangel på ressourcer sætter sundhedsindsats i fare

I Tchad har UNHCR indstillet overflytningen af flygtninge fra grænsen til Dougui som led i indsatsen for at forebygge og bekæmpe kolera.

Vi arbejder også sammen med partnere om at opsætte håndvaskestationer, uddele sæbe og desinficere latriner. Vi har leveret medicinske forsyninger og personlige værnemidler til sundhedsfaciliteter, og sundhedsarbejdere bliver trænet i bedre identifikation og overvågning af tilfælde. Vi giver også information om forebyggelse og tidlig behandling på tværs af de steder, hvor fordrevne opholder sig.

På trods af stigende behov hæmmer manglen på finansiering indsatsen både i Darfur og det østlige Tchad.

UNHCR søger derfor 130 millioner USD i fleksible midler til at yde livreddende hjælp til 800.000 mennesker i Darfur, reagere på det igangværende koleraudbrud, flytte 239.000 sudanesiske flygtninge væk fra grænsen mellem Tchad og Sudan og lukke centrale huller i serviceydelser inden udgangen af 2025.

I Darfur vil de nødvendige midler hjælpe med at yde kritisk nødhjælp såsom husly, beskyttelse og husholdningsartikler til internt fordrevne samt sanitet, hygiejne og sundhedsinfrastruktur i flygtningelejre.

I Tchad er det en prioritet for UNHCR at intensivere indsatsen for at flytte flygtninge, der i øjeblikket befinder sig ved grænsen, til bosættelser og landsbyer med adgang til basale tjenester ved at tilbyde sikker transport til 2.000 personer dagligt. Dette vil mindske risikoen for smitte. UNHCR vil også prioritere sundhedspleje, rent drikkevand og sanitetsfaciliteter, husly og beskyttelse.

Siden krigen begyndte i april 2023, er mere end 5 millioner flygtet til forskellige steder i Darfur-regionen – herunder 1,5 millioner, der allerede var internt fordrevne før den nuværende konflikt, samt over 82.000 flygtninge, primært fra Sydsudan.

Mere end 873.000 sudanesiske flygtninge er i samme periode flygtet fra Darfur og krydset ind i Tchad, der nu er det land, der huser det største antal registrerede sudanesiske flygtninge siden konfliktens start. Én ud af tre personer i det østlige Tchad er nu flygtning.

For yderligere information, kontakt venligst:

Andreas Fløistrup, tlf. 2815 7228, [email protected]