Debat: Når der skæres i den humanitære bistand, betaler vi prisen i global ustabilitet

Debatindlægget blev bragt i Jyllands-Posten d. 7/4-25.

Forestil dig et øde grænseområde i Afrika, hvor det røde støv hvirvler i vinden, trænger ind overalt og gør det svært at trække vejret. Solen står ubarmhjertigt højt på himlen, og varmen er kvælende, tung som en usynlig byrde på skuldrene. Der er ikke skygge at søge ly under i miles omkreds.

Langs en ujævn, støvet jordvej bevæger en gruppe mennesker sig langsomt fremad – trætte, sultne og traumatiserede. De har vandret i dagevis gennem golde landskaber, hvor vand er en sjælden luksus, og håbet langsomt svinder.

En gammel mand støtter sig til en slidt stok, hans skridt vaklende efter den lange rejse, hans blik mat af udmattelse. En kvinde bærer sit eneste overlevende barn tæt ind til sig, dets magre arme om hendes hals, mens hun balancerer en sæk med sine få ejendele på hovedet – det sidste, hun har tilbage fra det liv, hun måtte forlade. En lille dreng, næppe 10 år gammel, går barfodet, hans fødder flænset af den hårde jord, hans ansigt præget af en alvor, der ikke hører hjemme hos et barn.

Blikkene er tomme, men håbet om hjælp og beskyttelse holder dem i bevægelse – skubbet fremad af frygten for det, der ligger bag dem, og drømmen om en sikker fremtid, der endnu er usikker.

Normalt ville UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, være der ved grænsen for at tage imod dem. Vi ville transportere folk væk fra grænseområder til mere sikre steder, sætte telte op til husly, bygge en brønd, uddele madrationer til mennesker, der ikke har spist i dagevis, og behandle deres sår og infektioner. Mine kolleger i blå veste ville holde øje med de børn, der ankommer alene, og lede de ældre hen til et sted, hvor de kan sidde.

Jeg blev en del af UNHCR efter selv at have oplevet organisationen udføre arbejde som netop beskrevet i store dele af verden. Jeg har med egne øjne set mennesker på flugt ankomme udsultede og udmattede og modtage mad, husly og – vigtigst af alt – håb. Jeg har også set UNHCR-forhandlere sikre sikker passage for mennesker tvunget på flugt i belejrede og isolerede områder på Balkan under voldsomme konflikter.

Jeg har set, hvordan UNHCR skaber stabilitet midt i al kaosset.

I øjeblikke af håbløshed er vi dem, der er til stede og minder mennesker på flugt om, at der et sted derude – i København, Aarhus eller et tredje sted – er nogen, der bekymrer sig om dem.

Da jeg forlod journalistikken for at blive en del af den humanitære verden, var det, fordi jeg var overbevist om, hvor unik UNHCR’s indsats er: at levere livreddende hjælp, samtidig med at vi beskytter mennesker på flugt.

Det har ikke ændret sig. I dag redder vores arbejde i Sudan eller Syrien ikke kun liv – det påvirker også livet i Danmark, Europa og andre regioner af verden og har en betydning for tvungen fordrivelse såvel som handel og vores kollektive sikkerhed.

Men de nuværende massive nedskæringer i den globale humanitære finansiering har alvorlige konsekvenser for UNHCR og vores evne til at udføre vores arbejde. I år kan vi blive tvunget til at skære drastisk i vores livreddende arbejde, hvilket vil påvirke millioner af mennesker, fordi vi simpelthen ikke har penge nok.

UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, blev skabt i kølvandet på Anden Verdenskrig, drevet af en fælles tro – trods al hidtidig evidens – på, at mennesker vil tage sig af hinanden. Og i årtier har vi gjort netop det.

Men konsekvenserne af nedskæringer i humanitær bistand er både umiddelbare og alvorlige for millioner af mennesker, der flygter fra krig og konflikt: Snart – hvis ikke allerede nu – vil de stå uden livsvigtig medicin, husly, mad, rent vand samt juridisk og psykosocial støtte – ikke mindst børn og ofre for seksuel vold og menneskehandel.

Dette er ikke blot en finansieringskrise – det er en ansvarlighedskrise. En sikkerhedskrise. En krise for vores medmenneskelige empati. Prisen for passivitet vil være lidelse, ustabilitet og tab af fremtidsudsigter.

Jeg vil også gerne adressere nogle af de misforståelser, der ofte omgiver den humanitære bistand. Over 90 pct. af vores medarbejdere arbejder i felten. Vi er på jorden og hjælper mennesker, der tvinges på flugt, når konflikter forbliver uløste. Sidste år alene responderede vi på 43 flygtningekriser. Det er også vigtigt at huske, at de fleste flygtninge foretrækker at blive i nærheden af deres hjem. Men hvis vi ikke kan hjælpe dem der, hvor de er, vil de – helt forståeligt – søge videre.

National sikkerhed bliver ofte reduceret til et spørgsmål om grænsekontrol, men reel sikkerhed starter langt før – gennem indsatser for at opbygge en mere stabil verden. Investeringer i den humanitære bistand er med til at forebygge de forhold, der skaber ustabilitet og lokale konflikter: Det reducerer ulighed og radikalisering, styrker økonomier, støtter lokalsamfund og fremmer international solidaritet. Vi er en del af verdens civile forsvarsmekanisme.

Det er de færreste, der forstår, hvor komplekst humanitært arbejde er. Prøv at forestille dig at skulle levere hjælp til 100.000 mennesker, der netop er flygtet til et fjerntliggende grænseområde – et sted uden veje, bygninger eller elektricitet, kun tilgængeligt til fods eller med fly.

At arbejde i konfliktzoner og humanitære kriser kræver modige medarbejdere med yderst specialiseret viden. Vores ansatte er eksperter i børns særlige behov i kriser, psykologer, læger, ingeniører, fysiske planlæggere, logistikspecialister – bare for at nævne nogle få.

FN’s logistiksystem er blevet udviklet over årtier og overgår langt den private sektor og staters evne til at nå helt ud til dem, der har mest brug for hjælp. Vi har et humanitært arsenal af lastbiler, fly og lagre, der kan aktiveres hvor og når som helst. Når en ny krise opstår, er vi allerede på vej dertil. Selv i de bedste tider har vi sjældent været i stand til at give al den hjælp, der har været behov for. Men – indtil nu – har vi altid kunnet opfylde de mest basale behov. Redde liv. Skabe håb og stabilitet.

Vi har gjort dette igen og igen, navigeret politiske storme, samarbejdet med lokale organisationer og arbejdet side om side med lande, der huser mennesker på flugt. Hvis vi bliver frataget vores midler, vil disse strukturer forsvinde sammen med politisk kapital og årtiers investeringer.

Jeg blev en del af FN for over 20 år siden og har brugt mange år i de støvede, fjerntliggende egne, jeg har beskrevet ovenfor. Jeg tror stadig på, at vi må fortsætte med at række en hjælpende hånd ud til dem, vi kan nå, og når én eller flere donorer trækker sig, må andre træde til – ligesom Danmark har gjort det de seneste måneder. Vi arbejder kontinuerligt for at blive mere effektive, gennemsigtige og målrettede – men vores arbejde kan ikke fungere uden finansiering.

Hvis vi vil have en mere sikker verden, må vi tænke længere end militært forsvar – vi må adressere årsagerne til konflikterne og de systemer, der kan afhjælpe deres konsekvenser. Et af disse systemer er FN.