Fortællinger fra felten: ”Vores krise er helt sikkert en af de glemte”

Interview med Grith Nørgaard i Yaounde, Cameroun

“Fortællinger fra felten” er en interviewserie, der giver indblik i det arbejde, vores danske kollegaer udfører rundt omkring i verden. 

Hvorfor har du valgt at arbejde for UNHCR?

”UNHCR var et naturligt valg for mig, da jeg siden min universitetstid har været interesseret i flygtningeområdet, og jeg allerede havde arbejdet med asylsager i Danmark. Da jeg af familiemæssige årsager flyttede til udlandet, var UNHCR en oplagt forlængelse af mit arbejde i Danmark.

Det er mit indtryk, at vi i UNHCR er virkelig stærke i forhold til at komme på plads i en nødsituation, og at vi har kapaciteten til hurtigt at få en nødhjælpsoperation op at køre. I Irak var jeg på et af de første hold, der blev sendt ud. Vi kom ud til et kaos med tusindvis af internt fordrevne, der bare drev rundt i gaderne eller boede i forladte ufærdige bygninger, men hurtigt blev der koordineret og etableret camps. Da kunne man tydeligt se resultatet af UNHCR’s kæmpe arbejde – og se hvilken stor forskel, vi gør.”

Hvad består dit arbejde af?

”Siden 2015 har jeg arbejdet på landekontoret i Cameroun, der huser flygtninge fra hovedsageligt Den Centralafrikanske Republik og Nigeria samt internt fordrevne i den del af landet, hvor Boko Haram hærger. Senest har der også været internt fordrevne i de engelsk-talende regioner af landet på grund af en intern konflikt, og nogle camerounske borgere er flygtet til Nigeria.

Der er ca. 375.000 flygtninge i Cameroun. Regeringen har besluttet med henvisning til sikkerhed, at de nigerianske flygtninge skal bo i en flygtningelejr. Næsten 70 pct. af de central-afrikanske flygtninge bor uden for lejrene i landsbyer i den østlige, meget ressourcefattige del af landet, der grænser op til Den Centralafrikanske Republik. Her er infrastrukturen dårlig og afstandene lange, så det er udfordrende at få hjælp ud til dem alle. Og så har vi også en gruppe af flygtninge, der har valgt at slå sig ned i de to største byer i Cameroun.

Helt konkret arbejder jeg med at beskytte flygtningebørns rettigheder og beskytte de flygtninge, der har været udsat for køns- eller seksuelt-baseret vold. Vi sidder direkte med børnesagerne, og vi oplever eksempelvis børn, der ankommer alene, uledsagede, som er blevet væk fra deres nære familiemedlemmer under flugten, eller hvor deres forældre er blevet dræbt. Der er mange ulykkelige historier, men der er altså også en masse modstandskraft. Mange af de her børn viser styrke under uforståelige, hårde situationer. De har en imponerende kapacitet til at finde en vej frem.

“Noget af det bedste er at opleve den ukuelighed og overlevelsesevne, som flygtningene demonstrerer.”

I forhold til arbejdet med ofrene for kønsbaseret vold, så er det selvfølgelig tunge sager. Sager om voldtægt, børneægteskaber, seksuel udnyttelse, seksuelle overgreb mod børn og vold i ægteskabet er svære at ryste af sig, uanset hvor man arbejder i verden. Det er umuligt at se området isoleret. En del af arbejdet går med den umiddelbare behandling af de sager, vi får kendskab til, og hvor vi og vores partnere hjælper med psykologisk støtte, adgang til læger, og at få kvinderne eller børnene i sikkerhed. En stor del af arbejdet investerer vi i den præventive indsats, som eksempelvis går ud på at gøre unge piger og kvinder opmærksomme på deres rettigheder og muligheder – i skolerne, i familierne og i deres miljøer, men også ved at støtte initiativer, der har til formål at fremme kvinders selvstændiggørelse.

Jeg er også involveret i det strategiske arbejde med nye tiltag, som bl.a. at levere økonomisk støtte direkte til flygtninge via deres mobiltelefoner, så de selv kan råde over hjælpen i stedet for at modtage eksempelvis madrationer eller sanitære produkter. På den måde får flygtningene en større selvbestemmelse til at planlægge deres hverdagsbehov.

Jeg rådgiver flygtninge, individuelt og i større grupper, om deres rettigheder, eksempelvis hvor vigtig det er, at forældre sørger for at få fødselsattester til deres børn – og så går en del af mit arbejde selvfølgelig også med at koordinere samarbejdet med vores adskillige partnere, inklusiv regeringspartnere. Så opgaverne er meget alsidige.

     Grith Nørgaard i UNHCR

  • Protection Officer i Cameroun med fokus på børn og ofre for seksuel og kønsbaseret vold.
  • Uddannet jurist.
  • Ansat i UNHCR i snart seks år.
  • Tidligere udsendt til Den Demokratiske Republik Congo og på nødhjælpsmission i Irak.
  • Har også arbejdet en periode på hovedkontoret i Genève.
  • Har i alle stillinger arbejdet med beskyttelse af rettighederne for personer under UNHCR’s mandat.

Fortæl om en af de bedste oplevelser, du har haft på arbejde for UNHCR?

“Noget af det bedste er at opleve den ukuelighed og overlevelsesevne, som flygtningene demonstrerer i de svære situationer, de lever i, i et nyt værtsland. En positiv oplevelse, både fra Irak og Cameroun, er det direkte samarbejde med vores frivillige flygtninge outreach-workers, der fungerer som vores øjne og ører i flygtningegrupperne. De gør et kæmpe stykke arbejde for os, eksempelvis med at identificere sårbare familier, hjælpe flygtninge med at finde frem til hospitalerne, hvis der er akut sygdom, eller få familier til at tage sig af et barn, hvis barnet er efterladt alene. De kan også hjælpe os med at mobilisere flygtninge på kort tid, hvis vi skal nå ud til mange med en besked. Det, synes jeg, er en af de helt store succeser.

Det er også positivt at arbejde med at inddrage flygtningene i planlægningen af vores årlige programmer. Vi har blandt andet repræsentanter for flygtningene med i vores koordinationsmøder, og de bliver involveret, når vi planlægger vores projekter, så de kan være med til at bestemme prioriteringerne, selvfølgelig inden for budgetrammen. De får en motivation, og de føler et ansvar, når de er med i dialogen. Disse repræsentanter bliver valgt på demokratisk vis, og her fremmer vi kvindeligt lederskab. Vi fik faktisk for første gang valgt en kvindelig leder for nyligt til at repræsentere den samlede flygtningegruppe i hovedstaden.

For mig har det også været meget fascinerende at samarbejde med regeringen og andre partnere om nogle kvindecentre, der både tilbyder ægteskabsrådgivning, kurser og faglig træning for at fremme kvindernes økonomiske uafhængighed, samt agerer kvindehjem, hvor kvinder i krisesituationer kan være med deres børn. Her har vi eksempelvis haft pilotprojekter med regeringen om at lære kvinder at blive iværksættere, starte en forretning og kunne forsørge sig selv. Centrene ligger alle steder i landet, og de tilbyder et lovende netværk til kvinder – også flygtningekvinder. Der er en solidaritet, der går på tværs af nationaliteter, så uanset om det er en kvinde fra Congo, Cameroun eller Den Centralafrikanske Republik har disse kvinder et rum, hvor de kan komme og deltage i aktiviteter, få noget uddannelse og træning, men også kan få hjælp, hvis de er blevet udsat for vold.

Jeg har også lyst til at nævne det faktum, at flygtningebørnene i byerne i Cameroun går i de samme skoler som de camerounske børn. Det ser jeg som en klar fordel for en nemmere integration af flygtningene i deres værtsland. Omvendt ude i landsbyerne, hvor der har været behov for at etablere nye klasseværelser for at kunne huse det store antal af flygtningebørn – her er der også skabt pladser til de lokale børn fra landsbyerne for på den måde at sikre en fredelig sameksistens mellem flygtninge og lokale.”

Fortæl om en af de værste oplevelser, du har haft på arbejde for UNHCR?

”Den mest uoverskuelige del af mit arbejde, og dermed den værste oplevelse, er, at behovene ofte er så store, at vi kun kan møde en lille del af dem. Det er frustrerende. Vi er begrænsede af et snævert budget, der bliver mindre og mindre, og hvert år er vi tvunget til at skære ned i kerneydelser, som rammer indsatserne på skoleområdet og sundhedsområdet hårdt. Vores krise er helt sikkert en af de ”glemte”, der ikke når de europæiske medier i det omfang, den burde. Det kan være svært at bevare optimismen i situationer, hvor jeg skal fortælle en flygtning i en meget prekær situation, at vores hjælp ikke rækker længere. At det, vi som UNHCR kan tilbyde, er meget begrænset, og at en varig løsning på deres situation kan tage rigtig mange år. Især de unge flygtninge, som har et håb om en bedre fremtid.

”Det kan være svært at bevare optimismen i situationer, hvor jeg skal fortælle en flygtning, at vores hjælp ikke rækker længere.”

Men vi kan jo kun gøre så meget, som vi nu kan – så det er vigtigt at sige, at flygtningene også selv har et ansvar for at beskytte dem selv i deres daglige liv i det omfang, det er muligt. Det er her, at såkaldt ’community based’-beskyttelse kan spille en stor rolle. Her ser vi meget overordnet på, hvordan man kan hjælpe den enkelte eller familien til selv at være med til at forbedre deres situation og skabe muligheder. Det kan eksempelvis handle om at engagere børnene og de unge i foreningslivet, i skolen eller andre erhvervsrettede uddannelsesaktiviteter. Det kan give dem nogle færdigheder, som de kan drage nytte af i fremtiden, eller som kan skabe noget indkomst til familien.”

 

 

 

 

Unge flygtningepiger i Cameroun sælger varer, de selv har fremstillet, til andre flygtninge og lokalbefolkningen. Pigerne deltager i faglig træning, der giver dem færdigheder til at fremme deres økonomiske uafhængighed og selvforsørgelse. © UNHCR / Grith Nørgaard

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Grith Nørgaards egne billeder fra sit arbejde med UNHCR. © UNHCR / Grith Nørgaard

UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, er til stede i 130 lande, hvor vi hjælper mænd, kvinder og børn, der er blevet tvunget på flugt fra deres hjem på grund af krig, vold of forfølgelse. Vores hovedkvarter ligger i Geneve i Schweiz, men størstedelen af vores ansatte arbejder i felten og de steder på kloden, hvor størstedelen af verdens flygtninge befinder sig.

Læs mere om UNHCR’s arbejde her.

Læs interview med danske Anna Leer i Pretoria, Sydafrika her.

Læs interview med danske Charlotte Ridung i Addis Ababa, Etiopien her.

Læs interview med danske Helle Degn i Addis Ababa, Etiopien her