“Sport er en rigtig god måde at integrere sig på, opbygge et netværk og få venner”

En ny chance: Moudis historie om at flygte til Danmark handler om jagten på drømmene, at finde sit mod, være vedholdende og at bevare håbet.

“En ny chance – flygtningestemmer i Danmark” er en serie portrætter af flygtninge, der har fundet beskyttelse i Danmark og her fået muligheden for at genopbygge deres liv. Portrætterne fortæller historier om modgang, kamp og prøvelser. Om modstandskraft, beslutsomhed og håb. Kom med, når disse mennesker tænker tilbage på rejsen, der bragte dem fra krigshærgede lande til Danmark, og når de reflekterer over deres vej mod normalitet og en tryg tilværelse i deres nye hjem i Danmark.


Moudi voksede op i Damaskus i Syrien med sine forældre og tre søskende. Han var en talentfuld, ung basketballspiller og spillede professionelt. Han havde en god indtægt, nære venner og et godt liv.

“Selvfølgelig var Syrien et fantastisk sted, og jeg elsker det mere end noget andet. Landet plejede at være sikkert. Men da krigen startede, blev Syrien et meget anderledes land.”

Hans familie blev tilbage i håb om, at situationen ville forbedre sig. De kunne høre kamphandlingerne, men det var ikke i deres bydel. Alt det ændrede sig på en aften.

“Men da krigen startede, blev Syrien et meget anderledes land.”

“Krigszonen nærmede sig den bydel, som jeg boede i, og bomberne var meget tætte på vores hus. Efter det, sagde min mor, at vi måtte væk. Vi begyndte at pakke vores ting, og det samme gjorde vores naboer. Det var en vanvittig nat. Der var mange kampe udenfor. Vi kunne høre kuglerne. Vi kunne høre bomberne. Vi kunne høre alt det, der foregik udenfor.

Vi sad alle i ét rum og prøvede at beskytte os selv, mens vi håbede på, at det ikke ville nå vores hus. Da min onkel åbnede døren næste morgen for at se, hvad der skete, var gaden fuld af lig. Det var som et tæppe af døde kroppe. Det var øjeblikket, hvor alle sagde, at vi ikke længere kunne blive.

Jeg havde ikke lyst til at tage afsted, for jeg spillede stadig basketball og tjente penge, og mit liv, mine venner og alle var der. Jeg var 19½. Men det blev for meget efter det syn. Vi købte flybilletter til Egypten samme dag. Vi pakkede så meget vi kunne og tog afsted.”

Familien tog af sted i håbet om, at situationen ville stilne af, og at de kunne vende tilbage, men det blev stadigt værre.

“Mange mennesker døde. Jeg har mistet fem venner, to af dem var mine holdkammerater. En af mine venner havde en holdning og blev skudt på grund af den. Det var uhyggeligt at blive der, for ingen var i sikkerhed.”

 

En farefyldt rejse

I Egypten besluttede Moudi sig for at rejse alene til Europa i håbet om at finde et sikkert sted at bo og skabe sig en ny tilværelse.

“De fragtede os langt væk midt om natten – til et øde sted, tæt på Libyen, ved havet. Der mødte vi omkring 300 mennesker. Det var mørkt, og vi skulle både gå og skjule os. Vi skulle løbe og svømme ud til en lille gummibåd, der fragtede os ud til den store fiskerbåd … Vi rejste næsten helt til Grækenland, men så fortalte de os, at vi skulle sejle tilbage til Egypten for at samle flere mennesker op.  Det var meget farligt at tage tilbage, fordi vi havde forladt Egypten, og nu derfor tog dertil illegalt. Det skulle vi gøre hver eneste nat, og efter syv dage var båden ved at løbe tør for brændstof. På dette tidspunkt truede fiskerne med at smide os i havet. De kunne nemlig ikke tage os med tilbage, og vi havde ikke nok brændstof til at sejle til Grækenland.

Moudi kan huske detaljerne fra sin rejse. ©Sasja van Vechgel

“Om natten sendte de heldigvis en anden fiskerbåd, som hentede os. Selvom bådene lå side om side, var der mange bølger, så vi skulle være forsigtige, når vi hoppede fra den ene båd til den anden. Jeg skulle afsted som fjerde mand, og jeg var rædselslagen, da jeg kiggede ned. Jeg glemmer aldrig det hop. Jeg troede ikke, at jeg ville klare det. Jeg kan huske, at min ene fod ramte den anden båd, og at en mand greb mig, omfavnede mig og kastede mig ned på dækket. Hver gang endnu en person nåede over på båden, omfavnede vi dem, fordi oplevelsen var så skræmmende. Så sendte de os under dæk, mens vi ventede på andre. Vi blev der i to dage.

“Der var, ifølge Røde Kors, 320 mennesker ombord på båden, da vi ankom til Italien. På båden fik jeg til opgave at fordele vandet, så alle fik lige meget at drikke. Hvis vandet slap op, ville vi dø. Vi fik hver især en halv kop om dagen – noget af vandet smagte dog af benzin på grund af dunkene, det blev opbevaret i.”

 

I sikkerhed i Danmark

Moudis rejse over havet tog 20 dage i alt. Efter at have nået Italien, kom han til Danmark med fly.

“Jeg fortryder aldrig beslutningen om at komme hertil. Jeg havde lært om Danmark i skolen, da jeg voksede op i Syrien. Jeg havde altid håbet en dag at få mulighed for at besøge Danmark, fordi det skulle være det lykkeligste land i verden og et godt sted at bo. Jeg vidste, at mennesker lever et godt liv her. Så jeg tænkte, at jeg gerne vill være en del af dette samfund. Jeg fik asyl og flygtningestatus fem måneder efter min ankomst.”

“Min mor ville sige, at ‘Alt sker af en årsag’, og nu tror jeg også på det.”

Selv i dag ville det være meget farligt for Moudi at vende tilbage til Syrien, fordi han ville skulle aftjente den obligatoriske militærtjeneste:

“Jeg ønsker overhovedet ikke at være en del af konflikten. Og jeg vil ikke slås mod nogen fra mit eget land. Jeg har selvfølgelig haft lyst til at vende tilbage og besøge mine venner, men jeg ville blive taget i det sekund, jeg trådte ind i lufthavnen.”

En dag gik Moudi forbi en skole i byen, hvor han var blevet anbragt af de danske myndigheder efter tildelingen af asyl, og han overvejede at tilbyde sin ekspertise som basketballtræner. Det var ugen før skolestarten i august, så han gik indenfor og mødte en lærer, der tog ham direkte med til skolelederen.

“Hun lyttede til min historie og gav mig et trænerjob med det samme. Integrationen gik over alt forventning som en del af lærerteamet, hvor jeg fik mulighed for at tale dansk og arbejde med danske børn. Det var den allerbedste måde at lære den nye kultur at kende på.”

Seks måneder senere blev Moudi tilbudt et job hos en basketballklub i København. Han tog imod tilbuddet og bor nu på Østerbro.

“En leder og en rengøringsassistent bliver behandlet på samme måde. Lige meget hvilket job jeg har, bliver der ikke talt ned til mig. Det er det jeg elsker mest ved Danmark.” ©Sasja van Vechgel

“Da jeg kom til København, vidste jeg med det samme, at det her var min by. Jeg har spillet basketball i to år, trænet børn og begyndt mit studie i handel og turisme. Min mor ville sige, at ‘Alt sker af en årsag’, og nu tror jeg også på det.

Hvis du har mentaliteten til at sige ‘Jeg kan gøre det’, er København det bedste sted i verden at føre det ud i livet.”

Bygger livet op igen

Moudi er meget taknemmelig for at bo i Danmark i dag.

“Danmark har givet mig utrolig meget ved at give mig mulighed for at bo her. Nu føler jeg, at jeg har et hjem, hvor jeg hører til. Jeg får også en uddannelse, hvilket er en endnu en fordel ved at bo her. Resten er op til mig. Jeg elsker den enkle livsstil i Danmark. Her dømmer folk ikke hinanden. Jeg kan tage lige det job, jeg vil, og aldrig blive talt ned til af andre. En leder og en rengøringsassistent bliver behandlet på samme måde. Folk vil bare gerne leve livet, så alle kan være dén, de har lyst til at være. Det er dét, jeg elsker mest ved Danmark. Det er et godt sted.”

Selvom han ikke længere kan spille professionel basketball, er spillet stadig en vigtig del af Moudis liv. Han har et deltidsjob, hvor han er basketballtræner for børn i alderen 6-11 år.

“Basketball var den væsentligste grund til, at jeg flyttede til København. Jeg kan ærligt sige, at det reddede mit liv. Generelt mener jeg, at sport er en fantastisk måde at integrere sig på og opbygge relationer, få nye venner og holdkammerater. Men jeg kunne ikke have forudset, at det ville hjælpe mig så meget med integrationen og det at finde mit nye jeg og blive accepteret.

Jeg har stadig mine basketballtrøjer fra Damaskus … De betyder meget for mig. Jeg har samlet på dem, siden jeg var seks eller syv år gammel, og jeg har en som min far gav mig i 8. klasse. Jeg tog dem med mig, da jeg forlod Syrien i 2013. De var det eneste, jeg tog med mig.”

VES2019_SVV_UNHCR_DSC_5873Moudi-min

Jeg har stadig mine basketball-trøjer fra Damaskus.

Moudi-min

... Det var det eneste jeg tog med mig. ©Sasja van Vechgel

Moudi er klar over, at hans drømme har ændret sig på grund af omstændighederne.

“Nu drømmer jeg om en god karriere, så jeg og min familie kan få et godt liv, hvis jeg altså snart får en familie. Vi må se. For ti år siden drømte jeg kun om at blive professionel basketballspiller. Men det er ikke længere muligt. Måske kan jeg træne større klubber på højt niveau en gang i fremtiden.”

Moudi håber, at hans rejse – fra en krigszone, over havet og til en ny tilværelse i et fremmed land helt alene – kan inspirere andre:

“Det er svært at blive ved med at fortælle min historie, men jo mere jeg taler om den, jo lettere bliver det. Måske vil det endda hjælpe andre. Hvad jeg gennemlevede i Syrien, min rejse til Danmark, min nye tilværelse her … Det er med mig hele tiden. De dårlige ting trænger sig på, men jeg prøver at bearbejde dem, så godt som jeg kan. Jeg tænker på, hvor jeg er lige nu, og prøver at være glad og taknemmelig. Jeg prøver at leve i nuet. I de dårlige stunder minder jeg mig selv om, hvordan jeg har tidligere har overvundet modgang.”

 

Bag historien

Portrætserien “En ny chance – flygtningestemmer i Danmark” er produceret af Amy Cunningham og Sasja van Vechgel for UNHCRs Repræsentation for Nordeuropa.

Amy Cunningham er en amerikansk freelance-skribent, der fokuserer på at fortælle menneskelige historier for at fremme empati, skabe fælles forståelese og kultivere forbindelser mellem mennesker. Hun stræber efter at give menneskene i sine historier deres egen unikke stemme og hermed gøre dem i stand til at skabe forbindelser på tværs. Hendes kærlighed til at rejse og udforske forskellige kulturer har ledt til møder med forskellige mennesker fra hele verden, hver med deres specielle historie at dele.

Sasja van Vechgel er en hollandsk fotograf, født i 1975, kendt for at de-stigmatisere sine motiver og humanisere mennesker igen. Hendes arbejde er kendetegnet ved en social dokumentarfotografering, ofte fokuseret på menneskerettigheder og sundhedsspørgsmål, med et kunstnerisk strejf. Hun har boet og arbejdet i Bangladesh, Cameroun, Tanzania, Indonesien og Danmark i de sidste 18 år, hvilket har resulteret i en række opgaver til multinationale selskaber og NGOer, internationale priser og udstillinger.    

Læs også om Fawad, Rahme og Elisha