”Der er ingen, der træffer beslutninger for mig, hverken som kvinde eller som kurder”

En ny chance: Rahmes historie om at søge tilflugt i Danmark er en fortælling om mod, beslutsomhed, en ny begyndelse og en mors kærlighed.

“En ny chance – flygtningestemmer i Danmark” er en serie portrætter af flygtninge, der har fundet beskyttelse i Danmark og her fået muligheden for at genopbygge deres liv. Portrætterne fortæller historier om modgang, kamp og prøvelser. Om modstandskraft, beslutsomhed og håb. Kom med, når disse mennesker tænker tilbage på rejsen, der bragte dem fra krigshærgede lande til Danmark, og når de reflekterer over deres vej mod normalitet og en tryg tilværelse i deres nye hjem i Danmark.


Rahmes historie begynder i Syrien som nygift hustru og mor til to små børn, en søn og en datter. Hendes familie levede et trygt og dejligt liv, da hendes far og svigerfar ejede store olivenplantager og producerede deres egen olivenolie. Både Rahmes og hendes mands familie er kurdisk, og de boede i Afrin – mellem byen Aleppo og den tyrkiske grænse – hvor størstedelen af indbyggerne er kurdiske. Som kvinde brugte Rahme det meste af sin tid på at tage sig af de huslige pligter i hjemmet. Hun gik i grundskole, men havde ikke meget andet akademisk uddannelse, da hun ikke havde mulighed for at afslutte gymnasiet. Efter de blev gift, flyttede Rahme og hendes mand tættere på Aleppo for at være i nærheden af den større by.

Efter krigen i Syrien intensiveredes i 2012, forlod hun sit hjem i bil og kørte mod Tyrkiet med sin mand og to børn. På det tidspunkt var hendes søn tre år gammel, og hendes datter var to. Det er med mange tårer og stor frygt, at Rahme husker den traumatiske rejse:

“Bomberne faldt, og vi kørte meget hurtigt. Da vi nåede Tyrkiet, var der en mand, der tog alt, også min taske og mit pas. Vi havde intet andet end det tøj, vi havde på. Derpå gik vi fra Tyrkiet til Grækenland. Vi gik hele dagen, og det var meget, meget hårdt. Min datter var meget syg og havde feber. Vi havde intet at drikke eller spise, intet vand og ingen mad. Endelig kom vi til den tyrkisk-græske grænse, og det græske politi tog min datter fra mine arme og truede med at skyde hende. Min mand holdt min søn, og de pegede på ham og sagde: “Tag tilbage. Tag tilbage, ellers skyder vi din kone og datter.” Så vi tog tilbage.”

Det var med hjælp fra smuglere, at familien til sidst kunne krydse grænsen, og de blev sat på et tog til Danmark, selv om Rahme på det tidspunkt ikke havde nogen idé om, hvor de skulle hen. Da de ankom til Københavns Hovedbanegård, blev de ført til et Røde Kors’ asylcenter, hvor familien endte med at leve i to år. Men familien blev senere tildelt flygtningestatus.

“Vi havde intet at drikke eller spise, intet vand og ingen mad.”

“Nu er min søn ti år gammel, og min datter er ni. Min søn kan stadig huske, da vi flygtede fra Syrien. De første to år talte han altid om vores rejse, og hvad der skete ved grænserne. Nu taler han mindre om det. Når vi tog toget, og nogen kom for at tjekke vores billet, troede han, at det var politiet, der kom. Jeg tog ham til læge for hans psykologiske traumer. Nu kan vi tale lidt om Aleppo og Syrien.”

 

Et farvel til fortiden

Da hun var kommet til Danmark, kunne Rahme kontakte sin mor, far, bror og søster, som stadig var i Syrien uden elektricitet, vand eller telefoner. Hun opfordrede dem til også at forlade landet, og efter hendes familie var flygtet til Tyrkiet, blev de forenet i Danmark gennem familiesammenføringsprogrammet. Selv nu, hvor hendes familie er her sammen med hende, reflekterer Rahme over hendes tidligere liv i Syrien med en enorm følelse af tab.

“Vi havde mange ting i Syrien. Vi havde et stort hus. Min far havde en olivenfarm og producerede olivenolie. Nu er det hele væk. Det er meget hårdt. Min far tænker også over disse ting. Der er intet tilbage, og han var nødt til at starte helt forfra her. Måske er det ok for mig. Jeg er ung, og jeg kan stadig nå at skabe en fremtid. I stedet brugte min far 50 år af sit liv på at arbejde hårdt for at opnå de ting, han havde.”

Selvom hendes familie er kommet til Danmark, føler Rahme stadig et tab, når hun tænker tilbage på sit liv i Syrien. © Sasja van Vechgel

Rahme har ikke længere nogen familie tilbage i Syrien. Hendes onkel og 16-årige nevø blev dræbt, og en anden onkel fik begge ben amputeret, efter en bombe sprang i hans butik.

“Jeg håber, at folk vil stoppe med at bombe og dræbe andre. Jeg kan ikke længere se fjernsyn. Hver dag er der bombeangreb. Der er ingen tilbage. Alle er flygtet hertil og til Tyskland. Før var Afrin fyldt med kurdere, men nu er alle kurderne væk.”

Rahme har hørt, at der er flyttet nye mennesker ind i deres hus. Eftersom familien ikke længere har papirer på det, er det dog umuligt at bevise, at deres hus tilhørte dem.

“Det værste, tror jeg, er, at vi mistede vores bryllupsbilleder og billederne af vores børn. De er alle sammen væk, og det er noget, vi ikke kan få tilbage. Alt er væk.”

 

En ny dansk begyndelse

I dag er Rahme meget glad for sit nye liv i Danmark og håber, at hun ikke bliver sendt tilbage til Syrien.

“Jeg kunne godt tænke mig at blive her i Danmark. Hvis jeg skulle tage tilbage til Syrien nu, skulle jeg starte helt forfra igen. Vi har hørt, at mange flygtninge ifølge den danske regering nu kan tage tilbage, men vi har intet tilbage der. Jeg ville være bange for at tage tilbage. Vi er meget glade for at være i Danmark. Min mand og jeg har begge to arbejde her, mine børn går i dansk skole, og vi taler alle sammen dansk. Vi er alle danske.”

En lærer fra sprogskolen gjorde Rahmes integrationsproces nemmere.

“Hun hjalp mig med at lære at tale dansk, og hvordan man er og lever i Danmark. Hvordan jeg skulle finde vej til børnenes daginstitution, og hvordan man køber ind i Danmark og det hele.”

Da Rahme havde gennemført sine dansk-timer, skulle hun i praktik, og på daværende tidspunkt havde hendes lærer åbnet en café på sprogskolen, og på den måde blev hun tilbudt en praktikplads i køkkenet. Det er fire år siden.

“Mine børn er madmæssigt næsten danske. De spiser meget rugbrød, leverpostej og laks.”

“Samme lærer ringede dog for to år siden for at fortælle mig, at jeg som mit første rigtige aflønnede job kunne få arbejde i køkkenet. Det var jeg meget glad for. Jeg kan virkelig godt lide at lave mad og arbejde i køkkenet.”

Rahme arbejder fuld tid og laver den mad, der serveres i sprogskolens café, og står for ugens menu.

“Jeg kan godt lide at lave danske retter, fordi jeg lærer mere af det. Jeg laver også forskellige retter derhjemme, ikke kun syrisk mad. Mine børn er madmæssigt næsten danske. De spiser meget rugbrød, leverpostej og laks.”

 

Nye friheder

Der er masser af forskelle mellem den syriske og danske kultur, men en ting, som Rahme er mest taknemmelig for, er den frihed, som kvinder har her.

“I Syrien arbejder kvinder ikke. Kvinder må ikke gå med almindeligt tøj og må ikke købe ind. Kvinder bør blot være derhjemme, og det var sådan, mit liv var. Her er jeg træt efter en hel dags arbejde, men det er ikke et problem. Og så hjælper min mand meget til.”

Rahme tænker tilbage på en forårsaften i København, da hun tog til stranden alene for at nyde aftenen i sit eget selskab – en ting, som hun ikke mener, ville have været muligt i Syrien, selv før krigen.

“Jeg er glad her, fordi der ikke er nogen, der tager beslutningerne for mig, hverken som kvinde eller som kurder. Der er ikke andre, som beslutter, hvordan jeg bør leve. I Syrien måtte jeg ikke gå i skole, fordi jeg er kurdisk. Her er alle lige uafhængigt af religion. Hvorfor har din religion betydning? Det burde ikke gøre en forskel.”

VES2019_SVV_UNHCR_DSC_6712Rahme-min

Én af de ting som Rahme sætter pris på i Danmark er den frihed, som kvinder oplever. ©Sasja van Vechgel

VES2019_SVV_UNHCR_DSC_6724Rahme-min

Rahme ved at det er vigtigt at huske fortiden, men hun skal også se fremad. ©Sasja van Vechgel

Der er selvfølgelig stadig ting, som Rahme savner hjemmefra.

“Jeg savner Syrien. Hvis det var sikkert, kunne jeg godt tænke mig at besøge landet om sommeren og gå rundt og samle frugt. Man kan plukke appelsiner, granatæbler, citroner, avocadoer, salat. Om sommeren ville vi desuden plukke jordbær og figner.”

Rahme ved, at selvom det er vigtigt at huske fortiden, må hun også se fremad mod fremtiden.

“Min drøm er for min familie. Jeg vil gerne have, at vi bliver boende her i Danmark. Jeg vil gerne fortsætte med at arbejde her og se mine børn gøre skolen færdig og vokse op her. Derudover ønsker jeg at arbejde i en restaurant eller endda åbne min egen. Jeg kan godt lide at lave min egen mad og servere den for andre.”

 

 

Bag historien

Portrætserien “En ny chance – flygtningestemmer i Danmark” er produceret af Amy Cunningham og Sasja van Vechgel for UNHCRs Repræsentation for Nordeuropa.

Amy Cunningham er en amerikansk freelance-skribent, der fokuserer på at fortælle menneskelige historier for at fremme empati, skabe fælles forståelese og kultivere forbindelser mellem mennesker. Hun stræber efter at give menneskene i sine historier deres egen unikke stemme og hermed gøre dem i stand til at skabe forbindelser på tværs. Hendes kærlighed til at rejse og udforske forskellige kulturer har ledt til møder med forskellige mennesker fra hele verden, hver med deres specielle historie at dele.

Sasja van Vechgel er en hollandsk fotograf, født i 1975, kendt for at de-stigmatisere sine motiver og humanisere mennesker igen. Hendes arbejde er kendetegnet ved en social dokumentarfotografering, ofte fokuseret på menneskerettigheder og sundhedsspørgsmål, med et kunstnerisk strejf. Hun har boet og arbejdet i Bangladesh, Cameroun, Tanzania, Indonesien og Danmark i de sidste 18 år, hvilket har resulteret i en række opgaver til multinationale selskaber og NGOer, internationale priser og udstillinger.

Læs også om Moudi, Fawad og Elisha