“Jeg lærte at stoppe med at have ondt af mig selv for længe siden”

En ny chance: Elishas historie om at finde tryghed i Danmark handler om at søge sikkerhed, ro, udholdenhed og håb for fremtiden.

“En ny chance – flygtningestemmer i Danmark” er en serie portrætter af flygtninge, der har fundet beskyttelse i Danmark og her fået muligheden for at genopbygge deres liv. Portrætterne fortæller historier om modgang, kamp og prøvelser. Om modstandskraft, beslutsomhed og håb. Kom med, når disse mennesker tænker tilbage på rejsen, der bragte dem fra krigshærgede lande til Danmark, og når de reflekterer over deres vej mod normalitet og en tryg tilværelse i deres nye hjem i Danmark.


Elishas historie tager sin begyndelse i det voldelige område af Bukavu i Den Demokratiske Republik Congo, tæt på grænsen mod Rwanda ved Kivusøen, hvor han voksede op.

“Jeg havde en barndom, der minder om alle andres. Børn lægger ikke mærke til, hvor slemt det står til. Jeg kan huske lyden af skud et sted i baggrunden, men jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg troede, at hele verden var sådan. Der var åbenbart mange konflikter i mit nabolag, men det vidste jeg ikke.”

Elishas forældre skærmede ham mod volden og sendte ham ofte væk til fjerne slægtninge i mere trygge omgivelser i Rwanda, Uganda og Kenya i flere år ad gangen. Da han boede i Uganda, lagde Elisha mærke til stilheden uden skudsalver i baggrunden, og han opdagede, at volden i Bukavu ikke var normal.

Elishas opvækst var præget af usikkerhed, fordi han flyttede så meget rundt.

“Jeg følte mig fuldstændig ødelagt, hver eneste gang jeg skulle flytte til et nyt sted i min barndom. Men jeg var altid i stand til at tage mig sammen og komme videre. Jeg blev ofte sendt til et nyt sted uden at vide hvorfor, og der var perioder på flere år, hvor jeg ikke så mine forældre. Det er her, jeg opbyggede mit skjold. Jeg måtte finde min indre styrke.”

“Jeg kan huske lyden af skud et sted i baggrunden, men jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg troede, at hele verden var sådan.”

Skolegangen var heller ikke nem for Elisha, da der blev talt og undervist på forskellige sprog i de lande, som han boede i, bl.a. swahili, fransk, rwandisk og engelsk. Engelsk blev dog Elishas primære sprog, da han flyttede til Kenya med sin far, hvor han gik i skole fra han var 11 til han var 14. I Kenya blev Elisha og hans far genbosat i Danmark som kvoteflygtninge af UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation. Familien ankom til Danmark i februar 2011, da Elisha var 14 år gammel.

“Jeg var spændt. Jeg vidste ikke, hvordan det ville være. Det sneede, da vi ankom. Det var min første oplevelse af sne, og jeg kunne ikke helt forstå det: ‘Hvorfor har I gjort det mod mig? Det er forfærdeligt. Bor vi i et køleskab eller hvad?’ Så gik det op for mig, at det var på grund af årstiden, og at vejret ville skifte. Nu er jeg vant til de skiftende årstider.”

Da han kom til Uganda, lagde Elisha mærke til at der ikke var lyden af pistolskud i baggrunden. Der gik det op for ham, at fjendtligheden han havde oplevet i Bukavu ikke var normal. ©Sasja van Vechgel

Elisha startede i en dansk skole og lærte sproget, men det tog lang tid, før han rigtig kunne forstå kulturen.

“Der var meget at lære. Min reaktion på det var at kaste mig ud i alt, jeg havde drømt om at gøre. Da jeg var barn, havde jeg altid drømt om at lære at cykle. I Congo sneg jeg mig ud og betalte børn fra den lokale skole for at køre på deres cykler med de lommepenge, jeg tjente på at sælge mendozi (stegt brød). Jeg lærte mig selv at cykle. Jeg prøvede og prøvede. Jeg væltede utallige gange, men jeg tror på, at man aldrig skal give op, før man har nået sit mål!

Det allerførste jeg gjorde i Danmark, var at bede min far om en cykel. Han købte en brugt cykel til mig, da vi ikke havde særligt mange penge, så jeg kunne cykle ud og handle for alle på asylcenteret. Jeg begyndte også at spille fodbold og kom på et hold. I Afrika lavede vi fodbolde ud af papirposer, så denne oplevelse var helt ny for mig. Jeg var ikke særlig god, men jeg var hurtig og stædig.”

 

Musikkens verden

Og så er der musik. Noget, der altid bare havde været en vigtig del af Elishas liv, uden han rigtigt lagde mærke til det.

“Evnen til og interessen for at synge har altid været til stede. Jeg har altid sunget.”

En lærer, som Elisha mødte på sin danske kostskole, da han var 17 år gammel, lagde mærke til hans musikalske talent, opmuntrede ham og henviste ham i sidste ende til Sony Music:

“Hvis du har den viden og evne, der skal til for at skabe melodier, og du kan finde ordene, der passer til, og hvis du forsøger at finde et budskab i musikken, kan du faktisk selv lave en sang. De hjalp mig meget med det. De gav mig et mini-keyboard, som kan forbindes til min computer, så jeg i bund og grund kan komponere min egen musik. Jeg tog hjem og gik i rent nørde-humør. Jeg prøvede at fokusere på skolen, men min passion lå bare meget mere i at forsøge at finde ud af, hvordan musik fungerer.”

“Mit mål med alt det her er at blive den bedste musiker i verden.  Jeg vil erstatte den tidligere ‘King of Pop’.”

I 2017 fik Elisha et gennembrud musikalsk, da han underskrev en kontrakt med Sony Music om at indspille en EP, der snart bliver udgivet. Og med en unik blanding af beslutsomhed, mod og ydmyghed er Elisha klar til at følge sine drømme:

“Mit endemål med alt det her er at blive den bedste musiker i verden.  Jeg vil erstatte den tidligere ‘King of Pop’ (Michael Jackson). Jeg vil arbejde så hårdt, som jeg kan, for at overtage den plads. Jeg har også en mission om at bruge det meste af min indkomst til at etablere fonde, der skal hjælpe ude i verden.”

“Jeg vil gerne hjælpe med at løse problemer med fattigdom, sult og mangel på uddannelse. Hvis de basale behov kunne blive opfyldt i fattige lokalsamfund, er der ingen grænse for hvor meget godt, der kunne komme ud af de steder. Vi er nødt til at starte et sted. Jeg tror, at den eneste rigtige løsning er at vise folk, hvordan man fisker, i stedet for at give dem en fisk. Jeg tror, det er den største hjælp.”

“At komme til Danmark har givet mig muligheden for at læse. At læse giver mig mulighed for at danne mine egne ideer og skabe min vej i livet.” © Sasja van Vechgel

Elisha har skabt en metaforisk vision for sig selv i verden. Han går officielt under navnet Elisha DP, der er en forkortelse af ‘Dreamboy Pirates’, idet han ser sig selv som kaptajnen af ‘Dreamboy Pirates’, der skal være en NGO (non-governmental organization).

“Jeg vil gerne gøre noget godt for verden, så jeg har besluttet mig for at skabe noget, der kan tilfredsstille begge sider af mig selv. Drømmeren, “the dreamboy”, der drømmer om at skabe noget, herunder musik, og den uberegnelige pirat, der sørger for, at tingene bliver gjort.  Drømmeren og piraten er forbundet og bliver nødt til at samarbejde for at få tingene til at ske. Det er en rejse.”

Efter at have skrevet kontrakt med Sony har Elisha valgt at bruge det, han tjener, på at give sig selv tid til at læse. Derfor har han brugt det sidste halvandet år på at læse omkring 130 bøger, hvoraf de fleste handler om faglitterære emner som filosofi, politik, psykologi og musik.

“Jeg følte, at den bedste måde at bruge de her penge på var at investere i mig selv. Du kommer ingen vegne uden at forberede dig selv. Jeg nyder at læse. Det gør mig på en måde rolig og lærer mig, hvordan verden fungerer. Det giver mig mulighed for at skabe mine egne idéer og min egen vej i livet. Så snart du finder ud af, at der er viden derude, får du lyst til at lære alt mellem himmel og jord. Selv når jeg bliver færdig med en bog, føler jeg, at jeg blot sidder tilbage med flere spørgsmål. Jeg har samlet idéer, og det har været den mest produktive ting, jeg har gjort i mit liv.”

“Hvis de basale behov kunne blive opfyldt i fattige lokalsamfund, er der ingen grænse for hvor meget godt, der kunne komme ud af de steder.”

Elisha anerkender, at det, at han bor i Danmark, har givet ham friheden til at udforske og tænke.

“Jeg tror ikke, at disse idéer førhen ville være kommet til mig. At være i Danmark har givet mig muligheden for at læse. Det er det, jeg er mest stolt over. Herudover at have skrevet kontrakt med Sony Music. Jeg er meget taknemmelig for at være i Danmark.”

Efter al den læsning og overvejelser mener Elisha ikke, at han har et behov for at føle, at han hører til ét sted:

“Jeg føler altid, at jeg hører til, hvorend jeg er. Når jeg er i Danmark, føler jeg mig næsten 100 % dansk. Når jeg er i Congo, føler jeg mig 100 % congolesisk. Når jeg er i Uganda, føler jeg mig 100 % ugandisk. Det handler selvfølgelig om kulturen, jeg befinder mig i. Jeg tror, at jeg i øjeblikket virkelig opfører mig meget som en dansk person. Jeg forstår humoren. Jeg kender maden. Jeg forstår den kulturelle stemning.

“Jeg har været nede så mange gange, men jeg tror på at man skal blive ved, indtil man opnår sine mål!” © Sasja van Vechgel

Jeg ved ikke, præcist hvor mange procent dansk jeg er, da jeg ikke er dansk statsborger. Jeg har set mange opslag på de sociale medier om, hvor længe flygtninge har boet i Danmark uden at have fået deres permanente opholdstilladelse. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det med det. Jeg kan blive smidt ud af det danske system når som helst. Det er ikke en rar følelse ikke at have opholdstilladelse, for det minder dig om, at selvom du er her, hører du ikke til. Det er egentlig ret trist.

Men samtidig skal man sætte pris på at have muligheden. Jeg må forsætte med at være piraten. Hvis jeg er nødsaget til at flytte, er jeg nødt til at finde på noget igen. Jeg lærte at stoppe med at have ondt af mig selv for længe siden.”

 

Bag historien

Portrætserien “En ny chance – flygtningestemmer i Danmark” er produceret af Amy Cunningham og Sasja van Vechgel for UNHCRs Repræsentation for Nordeuropa.

Amy Cunningham er en amerikansk freelance-skribent, der fokuserer på at fortælle menneskelige historier for at fremme empati, skabe fælles forståelese og kultivere forbindelser mellem mennesker. Hun stræber efter at give menneskene i sine historier deres egen unikke stemme og hermed gøre dem i stand til at skabe forbindelser på tværs. Hendes kærlighed til at rejse og udforske forskellige kulturer har ledt til møder med forskellige mennesker fra hele verden, hver med deres specielle historie at dele.

Sasja van Vechgel er en hollandsk fotograf, født i 1975, kendt for at de-stigmatisere sine motiver og humanisere mennesker igen. Hendes arbejde er kendetegnet ved en social dokumentarfotografering, ofte fokuseret på menneskerettigheder og sundhedsspørgsmål, med et kunstnerisk strejf. Hun har boet og arbejdet i Bangladesh, Cameroun, Tanzania, Indonesien og Danmark i de sidste 18 år, hvilket har resulteret i en række opgaver til multinationale selskaber og NGOer, internationale priser og udstillinger.

Læs også om MoudiFawad og Rahme