Novo Nordisk Fonden giver millionstøtte til UNHCR’s humanitære indsats i Etiopien

Konflikten i Etiopiens nordlige Tigray-provins har siden november sendt over 60.000 mennesker på flugt til nabolandet Sudan. Samtidig er hundredtusinder lokale blevet internt fordrevet i Tigray.

De seneste måneders voldelige uroligheder i Tigray har desuden ramt de mange eritreanske flygtninge i regionen særligt hårdt. Næsten 100.000 børn og voksne har i flere år levet i flygtningelejre i Tigray, men konflikten har nu sendt tusinder af dem på flugt igen, mens de tilbageblevne netop nu kæmper for overlevelse inde i flygtningelejrene.

De mange eritreanske flygtninge, der er spredt over fire flygtningelejre i Tigray-provinsen, har siden krisens begyndelse i november 2020 været afskåret fra hjælp. UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, og partnere har nu fået adgang til de to sydligste lejre, Mai Aini og Adi Harush, og er her i gang med at genoprette vandforsyning, sundhedspleje og uddele mad og øvrige fornødenheder. Vi mangler stadig at få adgang til de to nordlige lejre, Shimelba og Hitsats, og UNHCR er meget bekymret for forholdene der. Flygtninge i de to lejre har nu været uden hjælp i over tre måneder og mangler mad, vand, medicin og andre basale fornødenheder.

Ny humanitær krise

I hele regionen er der mangel på mad, drikkevand, husly, medicin og lægehjælp, og det er meget svært at få nødhjælp frem. Den lokale infrastruktur er spærret, banker er lukkede, og IT og telekommunikation er nede flere steder.

”Vi har valgt at støtte flygtninge og internt fordrevne i Tigray, fordi vi ønsker at gøre en forskel for sårbare mennesker, der med ét har mistet alt. Med sit unikke mandat er UNHCR den rette partner til at løfte denne tunge opgave i en yderst kompleks humanitær krisesituation, hvor titusinder er drevet på flugt,” udtaler Hanna Line Jakobsen, Senior Vice President i Novo Nordisk Fonden.

”Behovet for støtte til de mange flygtninge og internt fordrevne i Tigray er både enormt og akut,” siger Henrik M. Nordentoft, UNHCR’s Repræsentant for de Nordiske og Baltiske Lande, og fortsætter: ”Vi er derfor meget taknemmelige for at modtage den generøse støtte fra Novo Nordisk Fonden, en af verdens største fonde. Med dette vigtige, akutte bidrag kan vi blandt andet sikre husly og nødhjælp til de mest trængende flygtningefamilier i regionen.”

Flygtningehøjkommissær Filippo Grandi besøgte Tigray-provinsen i slutningen af januar for at følge op på den humanitære krise i regionen. UNHCR er i dialog med regering og myndigheder om at få adgang til alle flygtningelejre i Tigray og tilladelse til at levere og distribuere den nødhjælp, der så desperat er behov for. Samtidig er vi til stede i det nordøstlige Sudan, hvor flygtninge fra Etiopien stadig krydser grænsen dagligt for at søge i sikkerhed. Her sikrer UNHCR fortsat, at nyankomne flygtninge registreres, får husly, lægehjælp og hjælp til at finde familiemedlemmer.

Bidraget fra Novo Nordisk Fonden på 2 millioner kroner er til dato den største enkeltdonation fra den private sektor til UNHCR’s respons på konflikten i Tigray-provinsen.

YouTube player

Tsige og hendes familie er flygtet fra Tigray og er blandt dem, der er blevet genforenet i Sudan. Deres største håb er nu at kunne vende hjem.

Læs mere UNHCR’s samarbejde med den private sektor her.

Side 1 af 2