”Jeg havde mistet forestillingen om, at mit liv kunne være anderledes”

Da Angelique efter syv år på flugt kom til Danmark som kvoteflygtning, begyndte hun at drømme igen. Om uddannelse, om muligheder og om fremtiden.

© Rasmus Flindt Pedersen

Danmark betød ro. Det er det første ord, Angelique Umugwaneza i dag nævner – dét, der står helt klart i hendes erindring – når hun tænker tilbage på sin ankomst til Danmark for atten år siden.

Hun og hendes søster var blevet udvalgt af Danmark som kvoteflygtninge og rejste derfor fra Den Centralafrikanske Republik til det skandinaviske land for at begynde deres nye liv.

”Dét, jeg kan huske, var roen. Der var ikke nogen, der skød om ørene på én længere. Det var et privilegium at komme til Danmark, efter det vi havde oplevet,” fortæller Angelique, der sammen med sin familie var flygtet i forbindelse med folkemordet i Rwanda og igennem syv år havde været på flugt.

”Vi krydsede hele Congo på gåben, og det var jo ikke en hyggelig gåtur. Vi var forfulgt. Vi mistede familiemedlemmer undervejs. Nogle døde, andre blev væk. Til sidst var det kun mig og min søster. Det var hårdt, virkelig hårdt. Jeg mistede håbet og forestillingen om, at mit liv overhovedet kunne være anderledes.”

“Det var et privilegium at komme til Danmark, efter det vi havde oplevet.”

Men hendes liv blev meget anderledes, da hun og søsteren, dengang 20 og 18 år gamle, blev placeret i en landsby i Thy i Nordjylland. Og blev taget under vingerne af Danmark – og af lokalsamfundet.

”Der var nogen, der havde taget sig af os, inden vi overhovedet var ankommet. Der var en plan, så vi fik et sted at bo, så vi blev modtaget, så vi blev sendt på sprogskole, og så vi fik ro til at falde på plads og lære at begå os. Kommunen var helt exceptionel,” siger hun og fortsætter:

”Når man følger med i debatten i dag, så bliver der hele tiden sat en pris på arbejdet med at integrere flygtninge, og jeg er helt klar over, at det er dyrt. Men man kan jo også vende den om og spørge, hvad det så er værd? Og for mig var det uvurdérligt.”

Da Angelique efter syv år på flugt kom til Danmark som kvoteflygtning, begyndte hun at drømme igen. ©Rasmus Flindt Pedersen

Ligeledes afgørende var den velkomst og modtagelse, Angelique og hendes søster fik i landsbyen. På den første aften i Thy, undrede Angelique sig over, hvor alle andre var henne. Om de mon var de eneste, der boede der? For den øde vej med få spredte huse var så fjern fra den verden, hun kendte – hvor folk bor tæt, og der er et konstant liv på gaden.

”Men der kom hurtigt nogen og bankede på og inviterede os på kaffe. Folk var nysgerrige, på den gode måde, og nogle kvinder i landsbyen hev os med ud og vandre søndagsture, fordi de syntes, at vi skulle blive en del af fællesskabet.”

Det blev de. Der blev organiseret en lokal sammenkomst for at byde flygtningene velkomne, de lærte alle at kende, og den dag i dag besøger Angelique jævnligt vennerne hjemme i Thy.

“Nu oplevede jeg, at der blev taget vare på mig, så jeg indså pludselig, at jeg havde muligheder. Jeg begyndte at drømme igen.”

Roen og omgivelserne i Thy gav Angelique overskud til at reflektere over det, hun havde været igennem – ”fortidens spøgelser skulle tackles”, som hun selv beskriver det. Refleksionerne mundede senere hen ud i en hel bog, ”Rwandas børn”, om de grufulde oplevelser i kølvandet på Folkemordet. Men Angelique havde nu også overskud til at kunne tænke fremad.

”Under de mange år på flugt handlede det helt basalt om overlevelse, de primære behov, der skulle dækkes. Men nu oplevede jeg, at der blev taget vare på mig, så jeg indså pludselig, at jeg havde muligheder. Jeg begyndte at drømme igen, selvom det ellers var længe siden.”

Angeliques drømme kredsede først og fremmest om uddannelse. Ikke overraskende, da det var kommet ind med opdragelsen. Hendes far gik meget op i, at hans børn blev uddannet, så de kunne nå langt, fortæller hun. Så efter at have gennemført en intensiv sprogundervisning begyndte Angelique på handelsgymnasiet og fik sin studentereksamen, så hun kunne komme videre på universitetet.

Og hun fortsatte derudaf, så hendes CV i dag både tæller en cand.scient.pol fra Aarhus Universitet, en mastergrad i menneskeretttigheder fra University of Essex og en mastergrad i Global Diplomacy fra London School of Oriental and African Studies. Uddannelser hun blandt andet har brugt ude i verden, udsendt for Dansk Flygtningehjælp og Udenrigsministeriet, med fokus på bl.a. menneskerettigheder, adgang til sundhedsvæsen, god regeringsførelse, og styrkelse af lokal kapacitet.

For Angelique har det altid været en drøm at arbejde med det langsigtede udviklingsarbejde. Men hun er ikke i tvivl om, at arbejdet i felten også har haft en vigtig betydning for hendes egen selvforståelse og bearbejdelse af fortiden.

Angelique har planer om flere udsendelser til verdens brændpunkter og udviklingslande. For at hjælpe endnu flere. Men hendes hjem er Danmark. ©Rasmus Flindt Pedersen

”Jeg har lært noget om mig selv ved at være udsendt, og jeg har fået nogle nye perspektiver på de ting, jeg selv oplevede dengang,” siger hun og fortsætter: ”Og så ved jeg, at jeg har gjort en forskel: Når jeg kunne hjælpe mennesker, der havde været syge længe, med at se en læge, og når jeg fik dem på hospitalet. Kvindelige flygtninge, der var blevet voldtaget, ældre, der var efterladt hele alene uden nogen til at hjælpe dem. Deres ansigter vil jeg huske for altid.”

“Folk skal vide, at det at være flygtning er det værste, der kan ske for et menneske.”

Angelique har planer om flere udsendelser til verdens brændpunkter og udviklingslande. For at hjælpe endnu flere. Men hendes hjem er Danmark. Og hun føler med de flygtninge, der kommer til landet nu, hvor politikken og retorikken er en helt anden end den, hun selv oplevede:

”Når man har været så meget igennem, har man ikke brug for straks at få at vide, at man ikke kan slappe af, men snart skal sendes hjem igen. Jeg kan forestille mig, at det er rigtig, rigtig svært for dem. Hvis man gør noget i humanismens navn, så skal man altså gøre det helhjertet, ikke halvhjertet,” siger Angelique.

”Og folk skal vide, at det at være flygtning er det værste, der kan ske for et menneske.”

L1007294 copy

"Folk skal vide, at det at være flygtning er det værste, der kan ske for et menneske,” siger Angelique. © Rasmus Flindt Pedersen

L1007287 copy

”Vi krydsede hele Congo på gåben, og det var jo ikke en hyggelig gåtur. Vi var forfulgt," siger Angelique. © Rasmus Flindt Pedersen